Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen glæder sig over, at minister skrinlægger olie- og gasjagt på land.

København. En omdiskuteret ansøgning fra det hollandske firma Nail Resources på Lolland-Falster bliver nu endegyldigt afvist.

Det er konsekvensen af, at regeringen ikke længere vil give tilladelse til efterforskning og udvinding af olie og gas på land og i indre danske farvande.

Borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen (S) kalder det en super god nyhed. Desuden er der alligevel ikke nævneværdigt at hente op, siger han.

- Jeg er rigtig glad for, at man ikke har valgt at gå efter de par få dråber olier, man måske kan finde under vores undergrund, siger Holger Schou Rasmussen.

Regeringen har lyttet til den lokale modstand, siger energi-, forsynings og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Men Holger Schou Rasmussen mener også, at der kan være en andre årsager til at sætte olieeventyret på standby.

- Hvis der var så meget olie og gas under Lollands undergrund, at vi kunne rende rundt som beduiner og køre i Ferrari, kunne det da godt være, at man var nået frem til en anden beslutning.

- Jeg tror, at usikkerheden om, hvorvidt der overhovedet var noget, også har spillet ind. Og så skal man huske på, at Lolland er en af de kommuner, der producerer mest grøn energi.

- Derfor er det rigtigt dårligt signal at sende, at man fortsat vil satse på udvinding af gas og olie, når nu Lolland netop satser på at udvikle den grønne og vedvarende energi, siger Holger Schou Rasmussen.

Han forventer heller ikke, at et fremtidigt tilbud fra et stort selskab med potentielt samfundsøkonomiske gevinster vil ændre på den beslutning.

- Nej, jeg ånder lettet op nu. Jeg ved også, at hvis der kommer en ny socialdemokratisk ledet regering, så vil man ikke begynde at pille ved den beslutning.

- Når først den nuværende regering har lukket op for posen og sagt, at det er det standpunkt, man har nu, så vender man ikke rundt på en tallerken om to år. Det ville være helt uhørt, siger Holger Schou Rasmussen.

/ritzau/