Tidspunktet kan næppe være værre.
Tænk tre dage før et kommunalvalg, der afgør, om du de næste fem år kan fortsætte som borgmester, må isolere dig hjemme i dit hus, fordi du måske er smittet med coronavirus.
Det er virkeligheden lige nu for Vesthimmerlands Kommunes borgmester Per Bach Laursen (V), skriver TV2 Nord.dk.
Han er da også temmelig nedtrykt.
»Det værst tænkelige scenarie er jo, hvis man ikke er til stede, når forhandlingerne finder sted, og vi så ikke opnår det resultat, som vi håber på,« siger han til TV2 Nord, der står uden for hans vindue.
Årsagen til den mulige coronasmitte er et vælgermøde, hvor han deltog sammen med Liselotte Lynge Jensen fra Dansk Folkeparti.
Hun blev efter mødet konstateret smittet med corona, og som nær kontakt er borgmesteren nødt til at gå i isolation.
Man må håbe for borgmesteren, at han ikke er smittet, og derfor kan nå at føre valgkamp på mandag, inden der dagen efter er kommunalvalg.



