Roskildes borgmester, Joy Mogensen, venter sit første barn. Hendes afløser i barselsperioden er fundet.

Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), er gravid med en anonym sæddonor og venter sit første barn.

Det skriver borgmesteren i et opslag på Facebook.

- Det var nervepirrende, men også rart at dele, at jeg nu kan være ærlig om, hvad mine planer er, og hvorfor jeg går og smiler, siger Joy Mogensen.

Hun var ifølge eget udsagn "meget nervøs" for modtagelsen.

- Jeg er en af dem, der havde håbet, at jeg ville få børn med en kæreste. Nu må jeg se i øjnene, at det ikke flaskede sig sådan.

- Og det er en stor beslutning især med mit job, og jeg vidste, mange ville have meninger, siger Joy Mogensen.

Hun forsikrer dog om, at tilbagemeldingerne har været positive.

- Tårerne trillede ned, mens jeg læste, hvad folk skrev. Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det betyder, at folk bakker op, siger Joy Mogensen.

Den 38-årige borgmesters afløser er fundet, når hun senest i september går på barsel. Det bliver partifællen Tomas Breddam.

Hun forventer at fortsætte på borgmesterposten så længe, at hun kan forhandle budgettet for 2020 på plads og foretage en glidende overdragelse af borgmesteropgaverne til Tomas Breddam (S).

Han bliver barselsvikar i ni måneder, hvorefter Joy Mogensen ventes tilbage.

- Borgerne vil opleve, at det er en anden person, men det bliver fortsat samme linje, siger Joy Mogensen.

Når borgmesteren vender tilbage i jobbet næste sommer, vil det dog ikke blive med en baby i byrådssalen.

- Selv om der har været børn med til byrådsmøde før, så er det ikke noget, jeg planlægger at gøre. Det vil blive svært at lede mødet med et barn i armen, siger hun.

I stedet har borgmesteren allieret sig med sin familie og en veninde, der ifølge Joy Mogensen vil stå til rådighed.

Joy Mogensen har været borgmester siden 2011.

/ritzau/