Det er seks år siden, men oplevelsen sidder stadig i Erik Christensen.

Socialdemokraten havde ellers genvundet borgmesterposten i Nyborg efter kommunalvalget – troede han. Nu fortæller Erik Christensen om nedturen.

Med Erik Christensen i spidsen havde Socialdemokratiet fået flest stemmer ved kommunalvalget i Nyborg Kommune i 2013, og efter valget indgik alle partierne i byrådet en aftale, som indebar, at han kunne fortsætte som borgmester.

Én opringning ændrede pludselig alt.

»Jeg var fuldstændig slidt ved kommunalvalget. Vi havde truffet upopulære beslutninger om at lukke børnehaver og skoler og haft en meget lang valgkamp. Der var ikke mere saft og kraft tilbage, da vi havde landet den brede konstitueringsaftale. Så kom opringningen om, at Jan (Reimer Christiansen, red.) havde skiftet til Venstre, og magtskiftet kom, selv om det ikke var det, vælgerne ville,« siger Erik Christensen til Fyens Stiftstidende.

Med partiskiftet var Erik Christensens flertal forduftet. I stedet overtog Venstres Kenneth Muhs borgmesterposten efter det, den detroniserede borgmester ikke tøver med at kalde et 'kup'. Men det skulle ikke være Erik Christensens sidste politiske nedtur.

Ved valget i juni mistede han sin plads i Folketinget. En plads, han ellers havde vundet, da han som direkte konsekvens af borgmesterkuppet valgte at stille op til folketingsvalget i 2015.

For Erik Christensen er der dog ikke den mindste tvivl om, at kuppet i Nyborg gjorde mere ondt, da det ved folketingsvalget var vælgerne, der fravalgte ham.