Når statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag klokken 13 holder spørgetime, skal hun ikke forvente, at borgfreden fuldstændig har sænket sig i Folketinget på grund af Grønlands-krisen.
Der er nemlig forskellige meldinger fra de blå partiledere.

Dansk Folkeparts formand, Morten Messerschmidt, slår tirsdag morgen fast, at han også er »meget vred og rystet« over, at den nation, der i mange år har været vores tætteste allieret, kan finde på at true Danmark direkte.
»På den anden side er det et emne, hvor vi alle sammen er stort set enige. Derfor kan det hurtigt blive en tam omgang, og jeg overvejer i stedet at spørge til noget i Mette Frederiksens nytårstale, som slet ikke har fået den nødvendige fokus. Nemlig at hun vil lave et boligindgreb efter valget,« siger han.
Morten Messerschmidt fortsætter:
»Der er næppe noget mere følsomt end folks boligøkonomi - det skulle da lige være fødevarer. Så hvis Mette Frederiksen planlægger et straks-indgreb, hvor man pludselig mister sin friværdi, synes jeg, vi har krav på at vide det inden valget.«

Formand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, har dog ikke tænkt sig at spørge ind til noget indenrigspolitisk under spørgetimen.
»Jeg vil spørge ind til Grønland og Iran. Jeg mener ikke, at det er tiden for et slagsmål. Så jeg kommer til at bakke vores fælles arbejde op,« siger hun.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, i Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


