Bilister, der kører for stærkt, kommer fortsat til at betale til offerfond.

Det står klart, efter at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) meddeler, at han ikke er klar til at droppe ekstrabøden, der er på 500 kroner - og som falder uanset, om man overtræder straffeloven eller kører for stærkt og eksempelvis får et klip i kørekortet. Pengene går til en offerfond, som den tidligere SR-regering indførte under stor protest fra netop de borgerlige partier, der i dag har regeringsmagten. Det skriver Jyllands-Posten.

Kritikken var til at tage og føle på, da ekstrabøden blev indført i 2013. Daværende retsordfører Tom Behnke (K) kaldte opfindelsen for en 'malkeko, man virkelig kan suge noget ud af'. Alligevel afviser den siddende konservative justitsminister at ændre loven.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det har jeg på nuværende tidspunkt ikke planer om at ændre,« skriver justitsminister Søren Pape Poulsen i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten.

Både bilejernes forening, FDM, og Dansk Folkeparti kritiserer regeringens beslutning om ikke at gøre noget.

»Vi må sørge for at få skruet ned for bøderne til bilisterne, der får rigeligt smæk i forvejen, og i stedet skrue op for bøder til folk, der begår vold og andre straffelovsovertrædelser,« siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF) til avisen.

Offerfonden består i dag af 143 millioner kroner, hvoraf blot en procent kommer fra voldsdømte. 90 procent kommer fra bilister.