Privatansatte skal afspadsere under coronakrisen. Men det bør også gælde offentligt ansatte, siger partier.

Flere borgerlige partier vil have hjemsendte ansatte i det offentlige til at afspadsere eller tage ferie. Det skriver Jyllands-Posten.

Ønsket kommer, efter at regeringen har opfordret privatansatte til at afspadsere eller holde ferie i forsøget på at bremse smittespredningen af coronavirus.

Men ifølge partierne gælder statsminister Mette Frederiksens (S) appel ikke de offentligt ansatte, som er sendt hjem med løn - uagtet om de kan arbejde hjemmefra eller ej.

- Vi står i en krisesituation, hvor alle skal hjælpe hinanden og udvise solidaritet.

- Regeringen har opfordret privatansatte, der sendes hjem, til at afspadsere eller holde ferie, mens en masse offentligt ansatte, der også er sendt hjem, ikke får samme opfordring. Det er skævt, siger Alex Vanopslagh, leder for Liberal Alliance, til Jyllands-Posten.

Han mener derfor, at offentlig ansatte, der ikke kan arbejde fuld tid under coronakrisen, bør afvikle afspadsering og potentielt også ferie. For på den måde kan man spare de offentlige kasser millioner i lønudgifter, siger han.

De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, er enig.

- Det er spild af ressourcer. Det nytter ikke noget, at de kommer tilbage på arbejde om nogle uger og så skal i gang med at afvikle overarbejde.

- Det er vigtigt, at den offentlige sektor kan komme tilbage på fuld kraft, når hjemsendelsesperioden er overstået, siger han til Ritzau.

Rasmus Jarlov mener, at det især kan blive aktuelt for receptionister, pædagoger eller ansatte i Forsvaret, for hvem det er svært at arbejde hjemmefra.

- Hvis man ikke arbejder fuld tid, skal man selvfølgelig afvikle overarbejde. Hvis man arbejder fuld tid, skal man selvfølgelig ikke.

- Alle må give nogle ofre i denne tid. Og det må være et lille offer at bede folk om at afvikle overarbejde, siger han.

/ritzau/