Enhedslisten vil hæve abortgrænsen til op til 22. uge.

Det fortæller Enhedslistens Peder Hvelplund og Rosa Lund i et debatindlæg i Politiken tirsdag aften.

Det har skabt ravage på Christiansborgs gange, hvor blandt andet Dansk Folkeparti, De Konservative og ikke mindst Danmarksdemokraterne har taget afstand til forslaget.

»Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg så forslaget fra Enhedslisten,« siger Susie Jessen, politisk ordfører for Danmarksdemokraterne, til B.T.

Peder Hvelplund (Ø) mener, at det er den gravide kvinde, der skal træffe beslutningen, og ikke et abortsamråd.
Peder Hvelplund (Ø) mener, at det er den gravide kvinde, der skal træffe beslutningen, og ikke et abortsamråd. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I Danmark er det i dag muligt at få en abort indtil udgangen af 12. graviditetsuge. Ønsker man en abort senere, skal et abortsamråd tage stilling til, om der kan foretages en abort. Dog senest inden 22. graviditetsuge.

Dermed har Danmark en af de mest restriktive tidsgrænser for abort i Vesteuropa.

I lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, er det muligt at få en abort, når man er længere fremme i graviditeten. Det gælder lande som Sverige, Island, Holland, Frankrig og Belgien.

Men det får ikke Susie Jessen til at skifte mening.

»Sidste år reddede man et barn, der var lidt over 22 uger gammelt. Det er et barn, når man når så langt i sin graviditet, der kan være levedygtigt uden for livmoderen. Teknologien udvikler sig, og man redder børn tidligere og tidligere, så vi mener, at det er den forkerte vej at gå,« siger hun.

Eksemplet stammer fra en historie TV 2 bragte i sommeren 2022, hvor et spædbarn blev født kort efter 22. uge – 720 gram og 121 dage for tidligt – og overlevede.

Historien blev kaldt for et mirakel, for ingen havde regnet med, at barnet ville overleve.

Men barnet overlevede som et af de yngste, Rigshospitalet nogen sinde har set.

Susie Jessen, der er ligestillings- og politisk ordfører for Danmarksdemokraterne, vil gerne beholde grænsen for den fri abort på de 12 uger, som den er nu.
Susie Jessen, der er ligestillings- og politisk ordfører for Danmarksdemokraterne, vil gerne beholde grænsen for den fri abort på de 12 uger, som den er nu. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Eksemplet, du kommer med, er jo et af de tidligst fødte børn på Rigshospitalet overhovedet, så det er jo ikke normen, at børn, der er født omkring uge 22, overlever. Har du eksempler på børn, der overlevede en fødsel før uge 22?«

»Nej, det har jeg egentligt ikke.«

Men bliver det så ikke spekulativt?

»Nej. Selv hvis det (forslaget, red.) var 18 uger, vil vi også være imod. Abortgrænsen skal ikke rykkes efter uge 12. Et foster vokser meget i mave uge for uge, så vi er nødt til at vægte hensynet til barnet højt.«

Men det er som nævnt tidligere i artiklen altså muligt at få foretaget en abort efter 12. uge, og helt frem til 22. uge, hvis man som gravid kvinde får abortsamrådets godkendelse. Og det gør langt de fleste kvinder.

I 2022 søgte 863 kvinder om at få en abort efter 12. uge, og kun 46 fik afslag. Det skrev B.T. tidligere i år.

Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten, mener, at det er rimeligt, at det er den gravide kvinde, der selv træffer beslutningen om en eventuel abort, og ikke et samråd.

»Grundlæggende er jeg af den overbevisning, at der ikke er nogen kvinder, der venter så lang tid som muligt med at få en abort,« siger han.

Teknologien udvikler sig hele tiden. På Rigshospitalet kan børn overleve efter 23. uge, og det er set, at et barn har overlevet at blive født lidt efter 22. uge. Gør det ikke indtryk på dig, at I vil have en grænse på 22. uge, når børn potentielt kan overleve fødslen?

»Det er bestemt dilemmafyldt. Derfor skal vi træffe en beslutning ud fra en sundhedsfaglig vurdering. Vi har i dag et levedygtighedskriterie på 24. uge. Der, vurderer man, at et foster kan overleve. Og det er muligt, at grænsen rykker sig. Så kan vi jo efterfølgende rykke abortgrænsen,« tilføjer han og tilføjer:

»Men jeg synes, det er rimeligt, at der er en vis afstand mellem abortgrænsen og levedygtighedskriteriet, hvor man har vurderet, at et foster kan overleve på rimelige betingelser.«

Også Moderaterne har skiftet holdning til spørgsmålet om abort. I efteråret mente partiet, at de nuværende abortregler var tilstrækkelige, men i Politiken udtaler Moderaternes ligestillingsordfører Rosa Eriksen nu, at partiet mener, grænsen bør rykkes til 18. graviditetsuge.

Etisk Råd forventes til sommer at give en konkret anbefaling om grænsen for den fri abort.