Tre borgerlige partier anklager regeringen for ikke at have løst overbelægning på hospitaler, som Socialdemokraterne lovede ved sidste valg. Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) erkender problemet, men understreger, at arbejdet er langt fra overstået.

Borgerlige partier kalder overbelægningen på medicinske afdelinger på hospitaler i Region Hovedstaden for dybt uacceptabel.

Nye tal fra regionen viser, at belægningen nogle steder i perioder er over 115 pct. Venstre og Dansk Folkeparti kræver handling, skriver Berlingske.

»Det er katastrofalt. Men det er som at slå i en dyne, når vi forsøger at diskutere overbelægningen med regeringen. Vi skal have ændret kursen,« siger Kristian Thulesen Dahl (DF), Dansk Folkepartis formand, som gerne afsætter en ekstra milliard kr. til nye sygehusbyggerier og med direkte sigte på flere sengepladser.

Konsekvensen af den stort set konstante overbelægning på afdelingerne er, som Berlingske kan beskrive lørdag, at patienterne flere steder stuves sammen på stuer eller placeres på gange og i samtalerum.

Umiddelbart inden folketingsvalget i 2011 præsenterede Socialdemokraterne ellers i samarbejde med SF udspillet »Tryghed om sundhed« og fastslog det netop som uacceptabelt, at patienter ligger på gangene eller overfyldte sengestuer. Det er »uværdig behandling af borgere, der har arbejdet og betalt deres skat til det danske velfærdssystem i et langt liv,« lød det i udspillet.

Set i lyset af den aktuelle overbelægning i Region Hovedstaden fremstår 2011-løftet i dag hult, mener Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde (V). Ifølge Venstre skal kommuner sanktioneres hårdere, hvis de ikke tager imod færdigbehandlede patienter, som optager senge på sygehuse.

Samtidig skal partiets bebudede investering på en milliard i sundhedssystemet i 2015 være med til at afhjælpe pladsmanglen.

»Der er tale om et massivt løftebrud. I fire år har regeringen ikke været i stand til at opfylde deres løfte om, at patienterne skal væk fra gangene. Det er dybt uværdigt for patienterne,« siger Løhde.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) understreger, at regeringen langtfra »har siddet med hænderne i skødet«. Han påpeger, at der i 2012 blev udmøntet en handleplan med fokus på overbelægningen. Og at regeringen sammen med SF og Enhedslisten har afsat 50 mio. kr. i 2015, 100 mio. kr. i 2016 og 150 mio. i 2017 på finansloven. Pengene skal bl.a. bruges på flere senge og mere personale på sygehusene.

Ikke desto mindre er det ifølge ministeren uacceptabelt, at der fortsat er store problemer med at finde sengepladser på sygehusene.

»Patienterne skal ikke ligge på gangene, og det er ikke godt nok. Nu skal pengene fra finansloven have lov til at virke,« siger Nick Hækkerup og betoner, at det i lige så høj grad handler om at få samarbejdet mellem regionerne og kommunerne til at fungere bedre:

»Vi skal sikre, at ældre ikke indlægges for tidligt, og at kommunerne er klar til at tage imod dem, når de udskrives fra hospitalet. Jeg kan love, at vi tager fat på problemerne og følger op«.