Det vækker kritik på sociale medier, at regeringen og en række andre partier er blevet enige om at afsætte 140 millioner skattekroner så unge, der ikke er i arbejde eller i uddannelse, kan gå i biografen eller tage til koncert. 

Der er tale om det såkaldte kulturpas, som regeringen samt SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet præsenterede onsdag

Konkret er de enige om at give 43.000 unge adgang til kulturlivet for op til 2.000 kroner. Men det er altså ikke faldet i lige god jord hos alle. På Facebook er flere fløjet til tasterne. 

»Stop nu med jeres gavebod, jeg er blevet 63 år og har endnu ikke været i det kongelige teater, det er vel ingen rettighed at kunne få kulturelle oplevelser,« skriver Jytte Callesen eksempelvis. Hun bakkes op af Hanne Jensen. 

»STOP dette Curling. De unge kan jo finde sig et job,« skriver Hanne i en kommentar, der har fået knap 200 likes under et opslag om kulturpasset. 

Enkelte giver på den anden side udtryk for, at ideen er sympatisk, og det er godt at forsøge at få unge »væk fra PlayStation og sofaen,« som det lyder fra en Jan Von Hage Pedersen. 

Generelt problematiserer flere dog, at der bruges 140 millioner kroner på lige netop dette og ikke for eksempel ældrepleje. 

Til pressemødet onsdag spurgte B.T. derfor kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) ind til prioriteringen. 

Der er meget, man kunne vælge at bruge 140 millioner på. Det kunne eksempelvis være forsvaret eller ældreplejen. Vil du ikke sætte lidt ord på den prioritering, I har valgt at lave her? 

»Hvis det her virker, så er det en bedre forretning, og billigere for samfundet end alle de job- og aktivitetsindsatser og ressourceforløb, vi bruger penge på i dag,« svarede kulturministeren og fortsatte: 

»Det korte svar er, at kulturlivet kan vise sig – sammen med idrætsforeningerne – at være en bedre social omstillings- og mobiliseringsfaktor, end det vi betaler penge for i dag.«

Spørgsmålet er så, hvad der er succeskriteriet for, om »det her virker.« 

Kulturministeren har tidligere udtalt, at han ikke nødvendigvis tror, at »eksperimentet med kulturpas bliver en succes, hvis du måler på, hvor mange der kommer til at bruge det.«

Til pressemødet lød det, at hvis blot 10 procent af de 43.000 udsatte unge tager imod kulturpasset, så er det en succes.

Forsøget med kulturpasset løber i første omgang til og med 2026.