Det største problem ved pressemødet om regeringens finanslovsforslag er, hvordan man overhovedet kommer ind i Finansministeriet.

Det er nemlig fuldstændig afspærret, og gaden foran hoveddøren er gravet op.

»Hvad gør vi?« spørger to af mine kolleger fra Radio 24Syv, som om det var mig, der stod for ombygningen af Christiansborg Slotsplads.

»Jeg kender en gennemgang,« påstår jeg og tager dem med op til indgangen til Proviantgården, hvor der er en gennemgang ind til Finansministeriet.

'Kort afvist,' står der, da jeg prøver at komme ind. Der dalede min prestige markant hos Radio 24Syv.

Mit humør stiger imidlertid igen, da jeg ser Simon Emil Ammitzbøll-Bille komme gående med to medarbejdere.

Hans kort virker, men han er jo også økonomi- og indenrigsminister.

»Må vi komme med? Vi laver ingen ulykker,« tigger jeg.

Jeg synes altid, jeg har haft et godt forhold til Simon Emil, der også er en humoristisk og elskværdig type. Alligevel trækker han lidt på det. Det må være på grund af de to fra Radio 24Syv.

Da jeg endelig når frem til Rentekammeret i Finansministeriet, hvor pressemødet foregår, nævner jeg for den dygtige og omhyggelige kommunikationsmedarbejder, at det er vanskeligt at komme ind i ministeriet.

»Der stod jo i e-mailen, at I skulle gå rundt om hjørnet til nr. 4,« lyder svaret.

Endnu en påmindelse om, at det en god idé at læse hele e-mailen.

Rentekammeret er oprindeligt betegnelsen for den funktion i den danske statsadministration, som varetog økonomiske og materielle anliggender under enevælden. Men enevælden er for længst slut, og Kristian Jensen er finansminister i en mindretalsregering, der er afhængig af Dansk Folkeparti.

Det kan man også mærke på finanslovsforslaget, hvor hovedpunkterne, som også står på power point-præsentationen på væggen, er 'Større tryghed og mere nærhed'.

Velfærden skal løftes med bedre sundhed, hjælp til psykisk udsatte unge, hjælp til udsatte børn og bedre ældrepleje. Det hele lyder som noget, der kunne være hugget i en skrivebordsskuffe hos en socialdemokrat, og finansjournalisterne, som der er mange af ved sådan en begivenhed, er langtfra tilfredse.

»Er det ikke en borgerlig-liberal regering? Hvorfor er der ikke skattelettelser og fjernelser af afgifter og byrder for erhvervslivet,« spørger de.

Men Kristian Jensen fokuserer på, at der er balance i tingene og styr på økonomien.

Han snakker i hen ved en time. På det tidspunkt plejede forgængeren, Claus Hjort Frederiksen, at være badet i sved, men det gælder ikke Kristian Jensen. Der er ikke en dråbe sved på hans pande, selv om der er lige så varmt og fortættet i Rentekammeret, som der plejer at være.

Kristian Jensen overrasker også med at sige et eller andet på spansk, mens han viser billeder fra Venezuela.

»Det er ikke nogen naturlov, at vi skal være et veldrevet land med styr på økonomien. Det er ikke kommet af sig selv,« fastslår han.

Man fornemmer, at han stadig er pikeret over Fox News' sammenligning mellem Danmark og Venezuela. Det forstår man godt, når man hører, at inflationen i Danmark er 1,1 procent., mens den i Venezuela er 13.847 procent.