VALGKAMP DAG 14: Da pressemødet er slut, læner en kvindelig journalist sig ind mod mig og hvisker:

»Han ser da meget frisk ud, ikke?«

Egentlig et mærkeligt spørgsmål at stille efter et pressemøde med tre toppolitikere. Men vi ved begge godt, hvad vi taler om. For der var en opsigtsvækkende ting ved Socialdemokratiets pressemøde.

Henrik Sass Larsen var til stede.

Det burde være en selvfølge, at den kommende finansminister er med til at fremlægge partiets økonomiske plan. Men lige præcis Henrik Sass Larsen har vi ikke set meget til i valgkampen. Han ser ellers udmærket ud i mørk habit og rødt slips, lige så tjekket som Nicolai Wammen, der flankerer Mette Frederiksen på den anden side.

FV19: Henrik Sass Larsen, Mette Frederiksen og Nicolai Wammen præsenterer Socialdemokratiets opdaterede 2025-plan 'Gør gode tider bedre - for alle" på et pressemøde i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg, mandag den 20. maj 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019)
FV19: Henrik Sass Larsen, Mette Frederiksen og Nicolai Wammen præsenterer Socialdemokratiets opdaterede 2025-plan 'Gør gode tider bedre - for alle" på et pressemøde i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg, mandag den 20. maj 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Da Mette Frederiksen meldte sig rask efter sit maveonde, skrev Politiken at hun var »genopstået«. Noget af et udtryk at bruge lige efter påske. Men Sass ser man så sjældent at man får helt lyst til at bruge udtrykket.

Jeg nævner for en medarbejder, at det ikke er så tit, man ser ham.

»Han var da også med til at femlægge 2025-planen,« siger medarbejderen.

Det var så i 2016.

Han har sikkert fremlagt noget siden da, men egentlig har vi mest set ham i Facebook-interviews med Reimer Bo Christensen og programmet Pind og Sass med Søren Pind.

1. maj fangede B.T. ham på hjemebane i Køge, og spurgte ham, hvordan han forberedte sig til den valgkamp, vi står midt i nu.

»Ved kun at være i selskab med personer – familie og venner – jeg godt kan lide og længst mulig afstand fra store dele af pressen, så går det godt,« svarede Sass.

Journalister venter med en vis spænding på at se en finansminister, der vil holde sig på længst mulig afstand af store dele af pressen.

Men Sass har enorm intern indflydelse, og er sandsynligvis også hovedmanden bag Socialdemokratiets nye hårde udlændingepolitik. Mette Frederiksen og Dan Jørgensen m.fl. er »blevet klogere«, som det hedder. Men Sass har ment det hele tiden.

Tidligere var det imidlertid også Henrik Sass, der stod bag samarbejdet med SF op til valget i 2011 og planerne »Fair forandring« og »Fair løsning«.

Det gik som bekendt mindre godt.

Men nu ser det ud til at vejen er banet for Sass & Co.s nye røde opdaterede 2025-plan: »Gør gode tider bedre - for alle.«

Synes du, du har hørt det før?

Det er genbrug fra 1960, hvor Socialdemokratiet og Viggo Kampmann gik til valg med sloganet »Gør gode tider bedre«. Det gik godt dengang, hvor S gik 7 mandater frem og fik hele 76 mandater i Folketinget, lige så meget som de borgerlige partier tilsammen.

Helt så godt går det ikke for Mette Frederksen. Men rød blok stadig langt foran.