Støjberg har forregnet sig på to punkter, vurderer kolleger i folketingsgruppen

Inger Støjberg virker anderledes, da jeg render ind i hende i en af gangene i Herning Kongrescenter søndag morgen.

Lørdag var hun glad og snakkesalig. Nu er hun kortfattet og lavmælt, da jeg spørger hende, hvordan hun selv vurderer diskussionen om hendes formandsdrømme dagen derpå.

»Er det ikke sådan noget medieskabt noget?« siger hun.

Nu kunne medierne jo ikke have skabt noget, hvis ikke hun selv havde meddelt, at hun 'ikke ville afvise at stille op som formand' i interviews i Altinget og andre steder.

Venstres Landsmøde 2018 i Herning Kongrescenter. Inger Støjberg. Herning, 18. november 2018. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)
Venstres Landsmøde 2018 i Herning Kongrescenter. Inger Støjberg. Herning, 18. november 2018. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Opmærksomheden blev fjernet fra Lars Løkkes landsmødetale. Inger Støjbergs udtalelse fylder medierne søndag, hvor den skrives ind i en kommende formandskamp, der kan komme, før man aner det, enten hvis blå blok taber næste valg, eller hvis Løkke vinder og går af som formand inde i perioden.

En række kilder i Venstres folketingsgruppe, jeg har talt med på landsmødet, vurderer, at Inger Støjberg har forregnet sig på to punkter:

1. Hun havde ikke regnet med, at historien om hende ville fylde alle aviserne så massivt, at hovedpunkterne fra Løkkes tale nærmest forsvandt.

2. Hun havde ikke regnet med, at vreden blandt hendes kolleger i folketingsgruppen over udmeldingen ville være så stor.

Venstres Landsmøde 2018 i Herning Kongrescenter. Den 72-årige Venstre-veteran Bertel Haarder genopstiller ved næste folketingsvalg. Herning, 17. november 2018. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)
Venstres Landsmøde 2018 i Herning Kongrescenter. Den 72-årige Venstre-veteran Bertel Haarder genopstiller ved næste folketingsvalg. Herning, 17. november 2018. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Mange har naturligvis tømmermænd dagen derpå efter en munter aftenfest med middag, vin, musik og dans til langt ud på natten.

Men Inger Støjberg har også medietømmermænd efter en noget kikset førstedag på Venstres sidste ordinære landsmøde inden næste valg.

Mange Venstre-folk mener, at Inger Støjbergs udmelding skabte en helt unødvendig diskussion om Venstres fremtid med en særlig dårlig timing lige op til landsmødet.

»Upassende,« lyder kommentaren med ét ord fra Venstres nestor, Bertel Haarder, med henvisning til Inger Støjbergs formandsdrømme.

Nogle kilder peger også på, at Inger Støjberg taber til Kristian Jensen i de meningsmålinger, der bliver foretaget i øjeblikket, og i nogle endda taber til miljøminister Jakob Ellemann-Jensen, som slet ikke deltager i den kamp.

»Hun ligger for lavt i de målinger. Hun vil ikke gå ind i den kamp,« lyder det fra et medlem af folketingsgruppen, som ønsker at være anonym.

Gruppeformand Karen Ellemann siger:

»Op til landsmødet har jeg været optaget af substansen. Og jeg må indrømme, at jeg synes ikke, det er i landsmødets ånd, at man bruger tiden på at tale om potentielle formandsdrømme. Vi er meget tilfredse med vores formand, Lars Løkke, og næstformand Kristian Jensen. Vi havde gerne set, at avisernes omtaler havde handlet om substansen, og det er ikke det, der er sket.«

Venstres Landsmøde 2018 i Herning Kongrescenter. Karen Ellemann. Herning, 18. november 2018.
Venstres Landsmøde 2018 i Herning Kongrescenter. Karen Ellemann. Herning, 18. november 2018. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Politisk ordfører Britt Bager siger:

»Jeg synes, det er uaktuelt. Jeg arbejder hver eneste dag på, at Lars Løkke skal fortsætte som statsminister. Kristian Jensen er næstformand, og de der spekulationer om fiktive situationer, dem deltager jeg ikke i.«

Venstres grå eminence Claus Hjort Frederiksen åbner for, at Kristian Jensen kan blive Venstres prins Charles.

»Jeg har set mange stjerner, der er slukket, inden det blev aktuelt, og du kan bare se på prins Charles i England, hvor mor lever længe,« siger Claus Hjort Frederiksen til Borgen Late Night med Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen. Men over for mig afviser han at uddybe den udtalelse.

Lars Løkke og Venstre-ledelsen er tydeligt irriterede over Inger Støjbergs udmelding. Ligefrem banke hende på plads er der dog ingen, der kan eller tør. Men hun er blevet mødt af en skepsis blandt kollegerne, som hun kan mærke.

Mod slutningen af landsmødet fortæller alle Venstres folketingsmedlemmer kort om deres sejre det forløbne år.

Inger Støjberg ironiserer over sine egne strammerkager:

»Jeg er opmærksom på, at man skal passe på, hvordan man fejrer sine egne sejre. Men vi har altså det laveste asyltal i ni år, og mange flere udlændinge er kommet i arbejde,« siger hun.

Ved landsmødets afslutning bliver Lars Løkke spurgt af TV 2 News, om Kristian Jensen bliver Venstres næste formand.

»Det vil jeg bestemt tro,« lyder svaret.