VALGKAMP DAG 4: »Der er Jesu genkomst og så er der Mette Frederiksen....,« sagde politisk kommentator Noa Redington i TV2 News fredag morgen.

Det stod ikke helt klart om de to begivenheder var sammenlignelige, men efterlod i hvert fald indtryk af, at det er en meget stor begivenhed, at Socialdemokratiets formand er raskmeldt.

Endnu mere interessant er det, at hun og partiet kun er gået frem, mens hun har været sat ud af spillet. Selv om Lars Løkke onsdag lovede hele 69 mia væk til kernevelfærd.

Partiet er gået frem, Mette Frederiksen er steget i popularitet og rød blok fører med 54,1 pct. mod 45,9 pct i nyeste YouGov-måling. Og det sker altså mens Lars Løkke åbner en gavebod og Mette Frederiksen er sengeliggende.

Det er helt usædvanligt, at en valgkamp går i gang uden den ene seriøse statsministerkandidat. Det er noget, dette valg vil blive husket for. Kilder snakkede fredag om valget i 1998, hvor Mimi Jacobsen var blevet bidt af en skovflåt. Samt valget i 1960, hvor SF-formand Aksel Larsen optrådte i TV fra en hospitalsseng med et brækket ben'

.

Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen startede fredag d. 10.05 2019 sin valgkamp. Første stop: Aalborg Katedralskole og roseuddeling på gågaden.
Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen startede fredag d. 10.05 2019 sin valgkamp. Første stop: Aalborg Katedralskole og roseuddeling på gågaden. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Mette Frederiksen lavede selv en video fra sygesengen, der nok er et lige så stort »hit« som Aksel Larsens optræden i TV. I hvert fald er videoen på Facebook blevet set af mere end 350.000 personer, og er den næstmest sete video med Mette Frederiksen nogensinde.

Når man snakker med socialdemokrater, der pt. fiser rundt i landet og fører valgkamp, snakker alle om den video, som var den helt rigtige måde at tackle det på.

Hvad skal man med planlagte kampagner og kommunikationseksperter, når en helt enkel og ærlig video gør det meget bedre, lyder det fra flere S-kilder. De samme kilder har i øvrigt også oplevet, hvordan chefens sygdom fyldte rigtig meget for almindelige borgere. Det var simpelthen svært at komme til at tale politik, fordi alle ville høre, hvordan det gik med Mette Frederiksen.

Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen startede fredag d. 10.05 2019 sin valgkamp. Første stop: Aalborg Katedralskole og roseuddeling på gågaden.
Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen startede fredag d. 10.05 2019 sin valgkamp. Første stop: Aalborg Katedralskole og roseuddeling på gågaden. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Den eneste bekymring internt i S har faktisk været, at hun skulle være helt frisk, når hun gik i gang igen, så hun ikke pludselig fik et tilbagefald.

Og så har er været en kæmpe udfordring med kalenderen. Det har hele tiden været meningen, Mette Frederiksen skulle starte valgkampen i Aalborg, så nu har kampagnestaben knoklet med at skubbe hele hendes fire uger lange program fire dage frem.

Det er en gigantisk øvelse, som en af de involverede sammenligner med at spille computerspillet Tetris på højeste level, hvor alle firkanterne bare vælter ned om ørerne på en i høj fart.

Mens Mette Frederiksen snakkede med unge på Aalborg Katedralskole, besøgte Lars Løkke »Ungdomsøen« på Middelgrundsfortet, hvor han deltog i åbningen af det europæiske ungdomstopmøde »Young Europe is Voting«. Så begge kandidaterne var ude efter unge stemmer. Men statsministeren er stadig langt bagud.