»Hej, Karker,« siger Pia Olsen Dyhr og rækker mig hånden.
Hun er i røde bukser, hvid og gul bluse og høje stiletter. Sådan ser en moderne socialist ud. Både rød, forretningsmæssig og kvindelig på samme tid.
Jeg sidder ved pressebordet på Hotel Comwell i Kolding, og jeg er ikke den eneste, SF-formanden hilser på. Hun svinger lige ned omkring pressen og også nogle af de delegerede inden sin tale. Personligt nærvær er altid godt.
Pia Olsen Dyhr er ikke fornærmet over, at jeg i nogle år ikke er kommet til SFs landsmøde ud fra den kyniske betragtning, at de jo ikke har haft meget indflydelse på noget som helst, siden Lars løkke blev statsminister igen i 2015. Sådan er det jo, som Margrethe Vestager ville have sagt.
Nu ser det helt anderledes ud. Hvor vi politiske journalister de seneste år har skullet lytte opmærksomt til mindre partier som Liberal Alliance og Konservative, tyder alt på, at vi efter næste valg skal lytte opmærksomt til partier som SF, Radikale og Enhedslisten.
Vi sidder i en stor sal på Hotel Comwell i Kolding, et dyrt luksushotel, og på væggene hænger kæmpe fotostater af partiets topfolk. Hvis det ikke var for de røde faner, der er opstillet på begge sider af scenen, kunne det lige så godt være Liberal Alliance eller Konservative, der holdt landsmøde. Det er længe siden, SF'ere sov i soveposer på folkeskoler og drak billige økologiske Thy-pilsnere når de tog til landsmøde.
Det sluttede allerede, mens Villy Søvndal var formand og før regeringsdeltagelsen i 2011. Partiet skulle ind i nutiden, og dengang hang der kæmpe fotostater kun af Villy, hvilket fik nogle af de tilstedeværende til at tænke på Kina under Mao Zedong, ligesom de var chokerede over at skulle betale 60 kr. for en stor fadøl.
Nu er der lidt mere fællesskab i ledelsen, for på fotostaterne optræder også Karsten Hønge, der vil smadre kontanthjælpsloftet med en stor forhammer, og Jacob Mark, der spiller skak med et barn for at vise, at »de unge skal have ro på«.
Pia Olsen Dyhr selv optræder i sweater og på cykel for at vise, at SF vil have grønnere miljø og klima, hvis nogen skulle være i tvivl.
Det der med, at vi skal have mere ro på, bliver taget helt alvorligt, for Pia Olsen Dyhr starter sin tale ca. et kvarter for sent.
Det synes alle er helt fint. Den er værd at vente på, synes de, for SF-formanden er utroligt populær for tiden i sit eget parti.
»Der er højt solskin og høje meningsmålinger. Formanden venter som en lille hest på at komme ud af stalden,« siger næstformand Lise Müller.
Jeg spørger også finansordfører Lisbeth Bech Poulsen, om det virkelig kan være rigtigt, at der for tiden ikke er nogen fløje i partiet, der indædt bekæmper hinanden, typisk via snedigt formulerede ændringsforslag, som de forsøger at snige gennem redaktionsudvalget.
»Nej, alt ånder fred og ro. Jeg beklager meget. Jeg ved godt, det er en stor udfordring for pressen. I har det hårdt,« siger Lisbeth Bech Poulsen.
Inden Pia Olsen Dyhrs tale rejste alle sig trodsigt i vrimlen og afsang 'Når jeg ser et rødt flag smælde' - med samme entusiasme, som andre afsynger 'Der er et yndigt land' eller 'Kong Christian stod ved højen mast'.
Det er der nok ikke så mange foreninger eller virksomheder, der gør, når de holder møde på Hotel Comwell i Kolding.
