Jeg går ud til De Radikale i Proviantgården for at se, om jeg kan finde en politiker.
Man får jo ikke meget ud af at lytte til det, de siger, når de går ud og ind ad døren til forhandlingerne med Mette Frederiksen i Landstingssalen.
Men politikerne holder sig klogeligt væk, sikkert netop for at slippe for typer som mig.
Jeg stikker hovedet ud i deres tekøkken for at se, om jeg kan snuppe en kop Americano fra deres kaffemaskine.
Og der står en kæmpe dynge lækkert wienerbrød.
»Hvad fejrer I,« spørger jeg en medarbejder.
»Der er vist en, der skal på barsel.«
»Jeg troede lige, I fejrede, at I havde fået skovlen under Mette Frederiksen,« siger jeg.
Det vil medarbejderen slet ikke svare på. Han går simpelthen bare.
Allerede før valget advarede jeg mine chefer om denne periode efter valget og før den nye regering. Man kan intet få at vide, og der bliver opført en form for teater foran forhandlingslokalerne dag efter dag.
Et teater, hvor alle kender deres roller: TV2 og DR stiller 20-30 spørgsmål i munden på hinanden, og de andre journalister får ikke et ord indført.
Partilederen svarer nogenlunde det samme, som hun eller han har gjort hele tiden, mens to medforhandlere står bag lederen – tavse som saltstøtter, gerne med tykke mapper under armen, så de ser betydningsfulde ud. Nogle gange flytter de sig en smule. De er tydeligvis blevet bedre til at regne ud, om de er med i billedet på TV2 News eller ej.
Jeg kiggede selv forbi, da Enhedslisten gik ind til forhandlinger, og bevidnede, hvordan Skipper til sidst faldt lidt ud af rollen, da hun ikke ville besvare et spørgsmål fra TV2:
»Det er jo altså Mette Frederiksen, jeg forhandler med, og ikke jer,« sagde hun.
Det blev de nok lidt skuffede over inde i News-studiet, hvor de hver dag giver indtryk af, at man bliver klogere på, hvad der sker inde i forhandlingslokalet.
En ting, man reelt kan gøre, hvis man vil tage temperaturen på forhandlingerne, er at holde øje med, hvad der bliver lækket.
Hidtil har parterne holdt næsten tæt, hvilket er et tegn på, at de stadig har tillid til hinanden og tror på en løsning.
Men 16. juni havde Politiken en historie, der hed 'Første skitse nu på bordet'.
De kunne lige så godt skrive: 'Første læk presser nu forhandlinger'.
