Det er næsten som en skilsmisse. Først er det traumatisk, derefter blomstrer nogle op og kigger sig på skrømt om efter nye partnere.

Den følelse fornemmer jeg på De Radikales gang på Christiansborg, hvor der er stor aktivitet, efter at partiet er blevet droppet som regeringspartner af Socialdemokratiet.

Egentlig vil jeg gerne tale med Morten Østergaard, men han er ikke at opspore. Hans dør har stået åben i flere dage, men eneste spor af ham er et fodboldhalstørklæde, der ligger på skrivebordet..

I stedet render jeg ind i partiets værdiordfører, Zenia Stampe, som allerede er gået i krig på Twitter:

»Meningsmålingerne skal stoppe med at tælle vores mandater under Mette F. For efter i dag må hun da finde sin støtte andetsteds. Held&lykke!« skriver hun

»Det er ærgerligt, at Mette Frederiksen slet ikke vil have os med til forhandlinger om udlændingepolitikken, men det skaber også klare linjer. Men måske får hun alligevel brug for os. For kan hun basere sig på Dansk Folkeparti? Der er mange ubesvarede spørgsmål,« siger Zenia Stampe, mens hun hælder vand i karafler og gør klar til et møde.

Måske kan De Radikale gå frem i målingerne, fordi de kan tone mere rent flag i udlændingepolitikken. De sidste to dage har partiet fået lige så mange nye medlemmer, som de plejer at få på en måned. Morten Østergaard har lagt et billede på Facebook af to mørkhårede børn, der løber frem ad en bro.

»Hva' så, Mette? Forærede du lige Kristian Thulesen-Dahl en fribillet til at sætte kursen? Det bliver ikke på min vagt,« skriver han, og det er der åbenbart en del, der kan lide.

Da Morten Østergaard søndag blev indkaldt til et vigtigt møde med Mette Frederiksen mandag, kom det ikke som noget chok. De Radikale vidste godt, det pegede den vej. De tror også, de kan gå frem i meningsmålingerne på den baggrund. Men hvad kan de bruge fremgangen til?

I det radikale sekretariat venter man spændt på de første målinger efter den nye situation. I mellemtiden studerer de med interesse en måling i Jyllands-Posten, hvor 22 pct. foretrækker en S-DF-regering og 12 pct. en SR-regering. En anden interessant måling fra Greens i Børsen viser, at Socialdemokratiet er tæt på at kunne mønstre flertal med DF og SF. De har tilsammen 87 mandater.

I Børsen kalder Morten Østergaard det mulige flertal for »et rødbrunt kabinet«:

»Sådan et rødbrunt kabinet, der med en socialdemokratisk regering med SF og Dansk Folkeparti som grundlag – skulle de være i stand til at øge muligheden for at investere i fællesskabet? Det har jeg svært ved at se,« siger han.

Det får SF-formand Pia Olsen Dyhr til at kalde ham »desperat« på Twitter:

»Er rystet og ganske vred over at høre @oestergaard kalde SF et rødt-brunt parti. Det er historieløst! To af SFs tidligere formænd sad i kz-lejr pga. deres modstandskamp mod nazisterne! Vildt, hvor desperat manden er.«

Jeg snakker med næstformand Sofie Carsten Nielsen, og hun virker ikke spor desperat.

»Vi har det godt. Nu får vi taletid, der er et rum nu til at være meget tydelige i. Men Thulsen Dahls taktstok styrer dansk politik,« siger hun.