Der er noget, der spøger under overfladen i forhandlingerne med Mette Frederiksen.
Ordet er: Udlændinge.
Ifølge mine kilder var det ikke hele sandheden, da de Radikale onsdag blev væk fra et møde, fordi de var utilfredse med at offentliggøre en delaftale om klimaet.
Før det havde angiveligt også ligget en diskussion om udlændingepolitikken, som åbenbart havde gjort Morten Østergaard sur.
Jeg kan ikke få at vide, hvad det mere præcist handler om, men der er ingen tvivl om, at det bliver det store sværdslag til sidst. Morten Østergaard vil for enhver pris have fjernet de fleste af de stramninger, der er indført af Dansk Folkeparti og Inger Støjberg.
Mette Frederiksen vil gerne være med til at give børnene på Sjælsmark bedre forhold, men så kommer vi nok heller ikke meget længere ad den vej.
Alle virker faktisk lettere irriterede efter mødet fredag, hvor alle fire partier for første gang er samlet. Undtagen SF-formand Pia Olsen Dyhr, som i dag er helt i rødt og overskudsagtig som sædvanlig.
Jeg siger til hende, at rygterne vil, at der kommer en ny regering i næste uge.
Hun ryster på hovedet.
»Jeg ved ikke, hvem der siger det. Vi mangler meget endnu,« siger hun og tilføjer, at fællesmødet fredag var 'nødvendigt'.
Lidt efter står jeg og snakker med Pia Kjærsgaard, og hvem kommer gående, og siger hej - Henrik Dam Kristensen.
Jeg står simpelthen mellem den afgående formand og den kommende.
»Tillykke - måske ikke endnu...« siger Pia Kjærsgaard venligt.
»Nej, nej, endelig ikke endnu. Man ved aldrig, hvad der kan ske,« siger Henrik Dam Kristensen, der ser godt ud i mørkeblå habit og statsmandagtigt slips.
Klokken er ca. 13, og han er ikke valgt endnu.
»Det er jo umuligt at finde nogen, der har noget imod dig,« indvender jeg.
Henrik Dam Kristensen har nægtet at lade sig interviewe om posten som Folketingets formand, før han faktisk har den.
»Det er også af respekt for demokratiet,« siger han.
»Ja, god start,« siger jeg og mener det.
En times tid senere, da Henrik Dam Kristensen er kåret som ny formand af et enigt folketing, skriver socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen på Facebook:
»Hvor er det fantastisk at bo i et land, hvor vores næsthøjeste post i fire år blev styret af en kvinde, der tidligere har været hjemmehjælper i København, og som nu bliver afløst af en mand, der tidligere har været landpostbud i Jylland.«
Det har han jo fuldstændig ret i.
