»Vi skal ikke have nogen folkeafstemning om EU-medlemskabet. Jeg er imod det. Så jeg vil ikke binde mig til det,« siger Lars Løkke med stor alvor.
Vi står en lille flok journalister sammen med statsministeren ved Protokolrum 1 på 3. sal i Europa-Parlamentet. Han har for en times tid siden afsluttet en stor tale og debat om Europas fremtid.
Jeg spørger Lars Løkke, om det er, fordi han ser bange for, at flertallet melder os ud.
»Næh. Skulle vi så stemme om det en gang om året eller hvad. Vi har repræsentativt demokrati, så det kan jeg ikke se nogen grund til. Der er bred opbakning til EU i Danmark, selv om det ikke er fejlfrit,« siger Lars Løkke.
Du var mere kritisk over for EU i 2015, og siden har du vist selv sagt, at du har taget EU-sokkerne på?
»Nej nej. Og jeg taler aldrig om mine beklædningsdele, ved du.«
Nu spurgte jeg jo heller ikke, hvem der havde købt dem?
»De ting, vi mente, da vi var fire blå oppositionspartier, mener jeg stadig 100 pct. Der er nogle ting omkring velfærdsgoder, der ikke er i orden, og det skal vi have gjort noget ved. Men grundlaget er godt. Jeg er bare begyndt at se mere på de positive sider end problemerne,« siger Lars Løkke.
Nede i salen en time før kan man godt blive i tvivl, om det handler om Europas fremtid eller valgkamp derhjemme.
Lars Løkke kigger interesseret op, da det bliver Jens Rohdes tur til at tale.
For tre år siden var han Venstres mand i Europa-Parlamentet. Nu er han radikal, men har ikke mistet sin sans for humor af den grund.
»Man må sige, du bliver virkelig hårdt angrebet af Dansk Folkepartis Anders Visitisen. Folk her i Bruxelles kan nok ikke forstå, det er DF, du deler dyne med derhjemme. Måske lider du af Stockholm-syndromet,« lyder det fra Jens Rohde - altså lidelsen, hvor gidslet bliver glad for sin gidseltager.
Men Løkke prøver at forklare en halvtom sal i parlamentet, at danskerne og EU er 'rigtige venner'.
Trods EU-forbeholdene kårer mange meningsmålinger sjovt nok danskerne som nogle af de mest EU-venlige i Europa. Det skyldes ifølge Løkke ikke kærlighed, men sund fornuft.
»Vi ser fordele ved at være med, og vi ligger bedre til, end de gør i nogle af de lande, hvor man taler med amour og passion. Vi synes, EU er en god handel,« siger statsministeren.
»Vi skal have gjort noget ved problemerne med migration. Vi er klar til at sætte handling bag ordene. Vi vil øge bidragene til Frontex, og vi skal bygge et nyt partnerskab og et ægte frihandelsområde med Afrika. Hvad der er godt for Afrika, er godt for Europa,« siger Lars Løkke i sin tale.
Talerne om Europas fremtid er et nyt påhit fra Europa-Parlamentet, der gerne vil skabe mere demokratisk debat. Lars Løkke er den 13. europæiske leder, der skal give sit bud på 'The future of Europe'.
De seneste par år er Lars Løkke blevet langt mere EU-positiv. På Christiansborg går der rygter om, at grunden til, at Løkke er meget positiv over for Angela Merkel og Emmanuel Macron, er, at han lurer på et EU-topjob på et senere tidspunkt.
I korridorerne i Europa-Parlamentet har man dog en anden udlægning af den sag - nemlig at Brexit er kommet i vejen. Før den tid troede både Løkke og Thulesen, at hvis briterne stemte ja, kunne man til dels kopiere deres mere kritiske tilgang til EU. Men briterne ville ud, og nu er Løkke nødt til at alliere sig med supereuropæerne i Tyskland og Frankrig, mens DF driver mere over imod udgangen. Ikke noget godt udgangspunkt for et regeringssamarbejde.