VALGKAMP DAG 6: Venstres pressetjeneste ringer til mig lørdag eftermiddag.

»Lars har en stor nyhed søndag,« siger de.

Og sidst var det jo rigtigt, da Løkke tryllede 69 milliarder frem til velfærd, så søndag iler jeg ud i Bella Center.

Ganske vist har alle politiske journalister søndag morgen sniffet, hvad det handler om, men derfor vil man jo alligevel gerne se det med egne øjne.

Spildt er det bestemt ikke.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen under et pressemøde, efter Venstre holdt kandidatsamling og hovedbestyrelsesmøde i Bella Center i København søndag den 12. maj 2019. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen under et pressemøde, efter Venstre holdt kandidatsamling og hovedbestyrelsesmøde i Bella Center i København søndag den 12. maj 2019. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix) Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

»Vil du ikke have noget at spise, Karker,« lyder det venligt fra pressetjenesten, da jeg dukker op.

De kender mig ret godt, for det vil jeg som regel gerne. Og det vil resten af pressekorpset også, for de er allerede i fuld gang ved buffeten.

»Venstre kan bare det med mad,« lyder en analyse, og det er rigtigt. Der er både mørbradbøf af dansk frilandsgris med champignon a la creme, marinerede kyllingestykker med fettuccine og bagt kuller med pebersauce.

Løkkes udspil er dog ikke helt så sprødt og lækkert som de kulinariske fristelser.

Faktisk skulle man tro, han har tømt nogle skuffer og papirkurve og er faldet over en politisk drejebog. Nemlig den, Anders Fogh Rasmussen brugte til at vinde valget i 2001 og i øvrigt bevarede magten, indtil han kunne levere den på et sølvfad til Lars Løkke i 2009.

For det første at udvide den offentlige sektor, selv om han hævdede, han var liberal (de vil typisk det modsatte). Og for det andet at love et skattestop (selv om liberale helst vil have skattelettelser).

Løkke gjorde det første i sidste uge, hvor han lovede at bruge langt størstedelen af det økonomiske råderum frem til 2025 på velfærd, altså øgede offentlige investeringer for 69 milliarder. Og søndag lovede han så et skattestop – helt efter Foghs drejebog.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen før sin tale til de forsamlede Venstre-kandidater. Her er han med sin søn Bergur Løkke Rasmussen, der stiller op til Europaparlamentet for Venstre. Venstre holder kandidatsamling og hovedbestyrelsesmøde i Bella Center i København søndag den 12. maj 2019. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen før sin tale til de forsamlede Venstre-kandidater. Her er han med sin søn Bergur Løkke Rasmussen, der stiller op til Europaparlamentet for Venstre. Venstre holder kandidatsamling og hovedbestyrelsesmøde i Bella Center i København søndag den 12. maj 2019. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix) Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

Ovenikøbet har Venstre fået produceret nogle skilte, der ligner vejskilte, hvor der står 'Skattestop', som enhver Venstre-mand med respekt for sig selv gik rundt med søndag i Bella Center.

Om det, der virkede godt i 2001, virker godt i 2019, kan man godt have sine tvivl om.

Gimmicks som skiltene virker nok heller ikke så godt som i de gode gamle dage. Jeg kan huske et pressemøde i Fogh-tiden, hvor journalisterne blev udstyret med et par arbejdshandsker med Venstre-logo på, der skulle illustrere, at nu var Venstre i arbejdstøjet.

Den ville nok heller ikke gå i dag. Måske ville man bare spekulere på, hvem der egentlig havde betalt arbejdstøjet.

I de seneste målinger fra YouGov gik blå blok en lille smule frem – kun for at gå lidt tilbage igen. Løkke er stadig langt bagefter.