Der hænger et fransk flag sammen med alle de danske i rådhushallen på Københavns Rådhus.

»Godt at se, I har styr på det,« siger jeg til en rådhusbetjent.

Han takker venligt.

Flaget er bare ét eksempel på, hvor velsmurt Tour de France-pressemødet på Københavns Rådhus torsdag morgen kører. En kæmpe Tour-gul bagvæg afsløres til tiden, Kronprinsen, statsministeren, løbsdirektøren og overborgmesteren står, hvor de skal, omkring 15 tv-kameraer, hvoraf mange sender live, er på plads, og uden for rådhuset holder fire-fem sendevogne fra DR, en fra TV2 og en del politibiler, ligesom bevæbnet politi bevogter indgangen.

Effektiviteten er i diametral modsætning til onsdag, hvor medierne skrev om 'kaos' og 'forvirring', fordi en fransk hjemmeside breakede nyheden for tidligt, og finansminister Kristian Jensen (V) tweetede den, hvorefter begge dele blev slettet igen.

Lars Løkke og overborgmester Frank Jensen (S) studerer ruten på rådhusets bagvæg.
Lars Løkke og overborgmester Frank Jensen (S) studerer ruten på rådhusets bagvæg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv ukarakteristisk holdt fingrene væk fra Twitter og Facebook, har formentlig været temmelig rasende over at se næstformanden gå i soloudbrud lige der, men det skjuler han godt, da han får ordet:

»Nu er det slut med fake news og deletede tweets,« meddeler han med en statsmands patos, så man fornemmer, at nu er det chefen, der har fat i styret.

Senere siger han til journalister, at han jo måtte holde på hemmeligheden i noget tid.

»Ja, du var bedre til at holde på hemmeligheden end visse andre,« bryder jeg ind.

»Ja, høhø,« siger Løkke uden begejstring.

Lars Løkke nåede lige at stille sig storsmilende ved siden af Kronprinsen på det officielle foto. Nr. 3 fra højre Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S).
Lars Løkke nåede lige at stille sig storsmilende ved siden af Kronprinsen på det officielle foto. Nr. 3 fra højre Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Men var det ikke ærgerligt, at de første overskrifter handlede om 'kaos' og 'forvirring',« fortsætter jeg.

»Narh, det er bagateller.«

»Det ødelægger ikke dit gode humør?«

»Overhovedet ikke,« siger Lars Løkke uden at smile og forsvinder ud på gangen.

Han er ellers ret begejstret for pressemødet, og sådan et sports-pressemøde forløber også lidt anderledes end et typisk politisk pressemøde.

Lars Løkke forklarer det selv:

»Der er få spørgsmål, og folk klapper, når jeg siger noget. Den slags pressemøder kunne jeg godt bruge flere af,« siger han.

Faktisk har han så travlt med at snakke med DR, at han næsten kommer for sent til det officielle foto.

»Nu misser han en photo opportunity,« hører jeg en journalist sige, men Løkke når lige at spæne hen og stå storsmilende ved siden af kronprins Frederik, der i øvrigt imponerer ved at holde sit indlæg på flydende fransk.

Der er lavet flotte videoer om ruten og byerne på vejen. Noget, der helt sikkert har taget lang tid at lave, hvorfor det kan undre lidt, at kontrakten åbenbart først blev underskrevet torsdag morgen.

Men alle stråler af glæde. Også Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), der er lykkelig over, at vikingebyen for alvor kommer på verdenskortet. Og måske også lidt lykkelig over, at hun for nylig blev nævnt som en mulig minister i en eventuel kommende Mette Frederiksen-regering.

På vejen ud sørger en ung dame for, at jeg får udleveret en gul Tour-pressemappe, og inden jeg går ud på den regnvåde røde løber foran hovedindgangen, nikker en rådhusbetjent venligt og siger:

»Tak for besøget«.

Det kører i olie på Københavns Rådhus. Cykelolie.