Jeg møder Søren Pind i Kastrup lufthavn.

»Hej, vi må huske at trykke hånd,« siger jeg i et forsøg på at være morsom, mens jeg rækker hånden frem.

»Åh, det er så fjollet,« siger han, og trykker min hånd, mens han laver nogle bevægelser med armen, som om han samtidig protesterer mod sit partis holdning om, at man ikke kan få statsborgerskab, hvis man ikke vil trykke hånd. Det er ikke liberale Pinds kop te, må man forstå.

Jeg når slet ikke at finde ud af, hvor han skal hen, fordi jeg har travlt med at nå mit fly til Stockholm. Ved gaten møder jeg en kollega fra Se og Hør. Han har set en måling, hvor Sverigedemokraterne  er helt oppe på 25 pct.

»De bliver Sveriges største parti,« påstår han.

På min telefon kan jeg se, at Sverigedemokraterne er større end Socialdemokraterne i nogle målinger. Hos Yougov står SD til 24,8 mod S 23,8. Hos SVT/Novus er det omvendt. Der har S 24,9 og SD 19,1.

Det der med at trykke hånd, ville de aldrig diskutere i Sverige.

»Et job og lære svensk er vejen til integration,« står der på nogle valgplakater. Det er som at være i Danmark for 15 år siden.

Målingerne stritter i alle retninger og det er helt vildt spændende. Andre nyheder i dag: 250 svenske musikere, skuespillere og andre kendte advarer mod Sverigedemokraterne. Statsminister Stefan Löfven afviser forlydender om at han skulle gå af (temmelig mystisk), og Jimmie Åkesson og hans fire årige søn bliver truet på livet. Den skriftlige trussel indeholder arabisk tekst og et symbol fra terrororganisationen Islamisk Stat!

Ved sidste valg udkom Sveriges største avis Expressen med en sort forside, fordi Sverigedemokraterne havde fået 13 pct. af stemmerne. Hvad skal de gøre nu? Udkomme med et helt sort tillæg, hvis de får 20 pct. eller hvad?

Vi tager en taxa til Expressen. Taxachaufføren er fra Afghanistan og har været 20 år i Sverige. Egentlig elsker han Afghanistan, og tog måske gerne tilbage, hvis der var fredelige forhold. Men han har også fire børn, tre drenge og en pige, og de vil selvfølgelig ikke til Afghanistan men blive i Sverige. Sådan er det jo.

På Expressen taler vi med en redaktionschef. Avisen prøver at følge Jimmie Åkesson tæt, men partiet er svært at have med at gøre. Man kan ikke bare ringe til SDs topfolk.

»Vi sms'er mest. jeg har et sms-nummer på en tæt på Jimmie Åkesson,« siger en politisk reporter.

Jeg spørger redaktionschefen, hvordan forsiden skal se ud, hvis SD vinder stort - hvordan de vil slå den sorte forside fra sidste valg.

»Det er heldigvis ikke min beslutning. Men vi skal nok finde på noget,« siger han og peger i retning af chefredaktørens kontor.