Alle snakker om Niko Grünfeldt.
Jeg har forregnet mig, for jeg havde planer om torsdag at gå op på hans kontor og slappe af nogle timer på hans dyre daybed med den eneste forklaring, at jeg jo er københavner.
Men det kommer aldrig til at ske, for onsdag aften når dramaet sit højdepunkt, da Alternativets kultur- og fritidsborgmester meddeler, at han går af efter kritik af hans dyre møbelindkøb til kontoret og fejlagtige oplysninger på sit cv.
»Hvad sker der mon nu?« tænker jeg, da jeg møder på arbejde torsdag, og ringer straks til gruppeformanden i Alternativets gruppe i borgerrepræsentationen, nogle andre af deres byrødder og pressechefen på Borgen.
Jeg vil bare gerne vide, hvornår de vælger en ny borgmester, og hvor og hvordan det foregår.
Ingen vil oplyse det.
»Selv hvis jeg vidste det, ville jeg ikke fortælle dig det,« siger en af dem.
Så meget for åbenheden, som Alternativet angiveligt skulle være garant for.
Jeg går også en tur på Alternativets gang yderst på Ridebanen på Christiansborg, hvor væggene meget passende er malet lysegrønne. Men bortset fra et kæmpe grønt Å, der står og læner sig op ad væggen, foregår der intet, og jeg møder ikke en eneste politiker. Det gælder nu også alle de andre partier, der heller ikke frekventerer Borgen i efterårsferien.
I Alternativets manifest står:
'ALTERNATIVET ER EN POLITISK IDÉ om personlig frihed, social værdighed og levende, bæredygtige fællesskaber. Et håb. En drøm. En længsel efter mening, betydning og medmenneskelige relationer. Alternativet er et svar på det, der sker i verden i dag. Rundt om os. Med os.'
Men drømmen blev et mareridt for Niko Grünfeldt.
Onsdag aften skrev han på Facebook:
'Min kæreste og mor til mine tre børn er i det sidste stykke tid blevet udsat for ting, som jeg ikke kan acceptere. De skal ikke trues, de skal ikke antastes på vores hjemadresse. Samtidig har de fejl, som jeg har begået - og som jeg har undskyldt for - betydet, at jeg ikke kan fokusere målrettet på den politiske opgave, som jeg har taget på mig, som jeg ønsker.'
Niko Grünfeldt og de rådgivere, han måtte have, har virkelig dummet sig. Har man fulgt blot sporadisk med i dansk politik de senere år, ved man, at to ting, man skal passe på med, er grundløst overforbrug og forskønnelse af tidligere bedrifter. Det er også virkelig dumt at sige, at ens kontor er alle københavneres, når det i virkeligheden er lige så lukket som alle andre. Faktisk var kulturborgmesterens kontor muligvis det eneste i København, man ikke kunne komme ind på under kulturnatten for nylig.
Men personligt synes jeg faktisk, Niko er lidt af en kylling.
De problemer, der har været, er ikke nok til, at man behøver at trække sig. Masser af andre toppolitikere har købt dyre møbler og pyntet på deres cv, og de bærer stadig gyldne kæder.
Og selv om Niko Grünfeldts adfærd og ideer er aparte, så er det faktisk ærgerligt, hvis dette stopper enhver form for nytænkning på Københavns Rådhus. Rådhuset er centrum for vanetænkning, dårligt samarbejde mellem magistraterne og et usædvanligt ondskabsfuldt politisk miljø. Der kunne godt være behov for lidt mere spræl og et anderledes syn på arbejdsgange og politik. Det bliver spændende, om Alternativet kan levere en ny frontperson, der kan levere på det uden at snuble i gøglertøjet.
Det ved vi mere om i næste uge.
