Jeg hilser på sognepræst Christian Langballe fra Dansk Folkeparti ved morgenbuffeten på Hotel Eyde i Herning.

»Hej Karker. Har du fundet noget smuds,« lyder det muntert fra præsten.

»Nej, er der noget,« spørger jeg.

»Hahaha,« siger han bare, hvilket er et noget uklart svar, og nævner, at jeg engang skulle have ringet til ham og prøvet at »pumpe ham«.

»Det fik jeg vist ikke meget ud af,« siger jeg, der ikke rigtigt kan huske det.

»Jeg havde også sølvbryllup den dag,« siger Langballe, og fru Lone Langballe, der sidder overfor ham og i øvrigt også sidder i Viborg byråd for DF, nikker og smiler.

»Ja, det er jo ikke en undskyldning, man kan bruge hver dag,« siger jeg og sætter kursen mod Herning Messecenter, hvor DFs årsmøde finder sted.

Selv om jeg lige har spist morgenmad, er der allerede serveret i presserummet. Sølvfade med kæmpe basser, snegle og hanekamme, som man efterhånden kun kan få i Jylland, står klar sammen med kaffe og mælk. Senere er der skåle med slik og efter frokost brunsvigere af en anselig størrelse.

Det slår mig, at sukker er en integreret del af partiet og dets succes. De forbindes eksempelvis også med citronmåner. I 2010 skrev Dansk Folkeblad, at indvandrerfamiliers store appetit var årsagen til, at der ikke længere fandtes saftevand og kage i lægernes venteværelser og til pårørende på sygehuse. Det fik muntre sjæle til at sende cirka 200 citronmåner til DF på Christiansborg, som partiet forærede videre til værestedet Reden på Vesterbro.

Og så er der jo lagkage, som udlændingeminister Inger Støjberg (V) forsøgte at tage patent på ved at fejre 50 udlændingestramninger med netop lagkage. Det syntes mange var menneskefjendsk, men ikke Kristian Thulesen Dahl, der også ville give lagkage. Det gjorde han så ved 100 stramninger, en begivenhed, der fandt sted i Sønderborg overraskende kort tid efter fejringen af 50.

Måske lægger DF også et lag sukker på deres politik ved for eksempel at snakke om ældrecheck, samtidig med at de i nogle kommuner medvirker til at skære ned på bevillinger til  ældreområdet. Det hele glider ned med sukker, og pressechef Søren Søndergaard er også glad for kage, så det hele hænger sammen.

Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl på talerstolen efter at være blevet genvalgt til formand ved DFs Årsmøde, der startede i Herning Kongrescenter, lørdag den 15. september 2018 .. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl på talerstolen efter at være blevet genvalgt til formand ved DFs Årsmøde, der startede i Herning Kongrescenter, lørdag den 15. september 2018 .. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Inde i salen opdager jeg pludselig, at jeg står lige ved siden af en person, der virkelig har oplevet 15 minutters berømmelse. Nemlig Cheanne Nielsen, der i 2016 fra DF-talerstolen sagde, at udlændinge »sviner, svindler, stjæler, voldtager og dræber,« hvilket gav hende en del medieopmærksomhed og en politianmeldelse.

»Hej Cheanne, kan du huske mig,« siger jeg.

»Ja, det kan du tro,« siger hun med store øjne, som om jeg er den store stygge ulv.

»Skal du på talerstolen i dag,« spørger jeg med min mest sukkersøde stemme.

»Nej, i år tror jeg bare, jeg bliver nede i salen og hygger mig,« siger hun med sin mest sukkersøde stemme.

Hov, der var det sukker igen. Det er det, der får det hele til at glide ned.