VALGKAMP DAG 20: Jeg synes, jeg får stillet et rigtig godt spørgsmål til SFs formand Pia Olsen Dyhr, mens hun er på vej væk og op ad trappen i sin lange røde frakke.

»Er det ikke mærkeligt, at have succes med en kandidat, der slet ikke vil vælges?« spørger jeg.

Pia Olsen Dyhr svarer ikke, men hendes spidskandidat Margrete Auken vender sig om mod mig, og siger:

»Hov, hov, det er jo helt forkert.«

Men nogle timer før spurgte jeg SFs gruppeformand Jacob Mark:

FV19: Morten Messerschmidt (DF), Inger Støjberg (V), Mattias Tesfaye (S) og Karsten Hønge (SF) til valgdebat på Brønshøj Torv, torsdag den 23. maj 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
FV19: Morten Messerschmidt (DF), Inger Støjberg (V), Mattias Tesfaye (S) og Karsten Hønge (SF) til valgdebat på Brønshøj Torv, torsdag den 23. maj 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hvem fik egentlig den geniale ide at opstille Karsten Hønge til Europa-Parlamentet?«

»Det gjorde jeg,« erkender Jacob Mark.

Men var det ikke fordi, I ikke regnede med, at han blev valgt?

»Jo altså på det tidspunkt troede vi, vi skulle kæmpe for et mandat,« siger han.

SFs plan var, at få valgt Margrete Auken, som så kunne gå af om et par år midtvejs i den fem-årige periode, hvorefter populære Karsten Hønge kunne tage over.

Faktisk havde SF samme plan i sidste periode. Der var det meningen, at en tidligere næstformand Tonni Hansen skulle tage over, men han fik ikke stemmer nok.

Og 74-årige Margrete Auken sidder der endnu, og er frisk og har højt humør selv om hun i går med blink i øjet meddelte:

»Jeg kan godt mærke, at  jeg ikke er 65 år længere.«

60-årige Karsten Hønge var angiveligt slet ikke spor begejstret for sin store succes ved EP-valget, hvor han til sin egen store overraskelse satte sig på et ekstra mandat.

Valgfesten hos SF (Socialistisk Folkeparti) med Pia Olsen Dyhr og Margrete Auken på Christiansborg i København under Europa-Parlamentsvalget 2019, søndag den 26. maj 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)
Valgfesten hos SF (Socialistisk Folkeparti) med Pia Olsen Dyhr og Margrete Auken på Christiansborg i København under Europa-Parlamentsvalget 2019, søndag den 26. maj 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han blev kendt som vikaren fra Helvede da SF var i dyb krise med Anette Vilhelmsen som formand.

Senere har han gjort sig bemærket med valgplakater, hvor han står med en kæmpestor hammer og »vil smadre kontanthjælpsloftet« og »siger nej til mere pis«.

Men nu griner de altså lidt af ham i andre partier.

»Det var ham, der vil have klar tale og ikke mere pis. Og nu skal vi høre på på en masse ammestuehistorier fra ham,« siger en politiker fra et borgerligt parti med et grin.

Som den eneste valgte kandidat valgte han overhovedet ikke at dukke op på Christiansborg søndag, men blive hjemme i Odense.

»Han er meget optaget af sin valgkreds,« lyder forklaringen - igen med et glimt i øjet.

Først mandag vil ledelsen overveje, om Karsten Hønge fremover skal arbejde i Bruxelles eller på Christiansborg. Han har gjort det godt som politisk ordfører og har sikkert lod og del i den fremgang, partiet står til. Men det virker ærlig talt lidt mærkeligt at stille op til valget og så sige nej tak til posten.

Og Margrete Auken - hun er bare en effektiv stemmesluger, selv om hun efterhånden er oppe i årene.

Jeg kan huske at man for mange år siden, da hun sad i Folketinget prøvede at placere hende længere nede på stemmesedlen. Men så sprængte hun bare listen. Vælgerne er vilde med hende. Og nu også med Karsten Hønge.