Formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen vil nu have årlig kontrol med udbetalingerne. Flere politikere kræver større åbenhed om, hvad engangsvederlagene gives for.

Ansatte i Region Hovedstaden fik i stor stil ekstra penge ind på kontoen sidste år.

I 2017 blev der udbetalt 17.589.147 kr. i engangsvederlag til medarbejdere uden chefkontrakt i regionen. Tilsvarende blev der i 2016 udbetalt 14.356.274 kr., mens der året før blev givet 10.074.199 kr.

Det viser en redegørelse fra Region Hovedstaden til forretningsudvalget i regionen.

Ifølge Region Hovedstadens egen redegørelse er engangsvederlag ikke en bonusordning, men gives ‘hovedsagelig med begrundelse i ekstraordinære eller særlige opgaveløsninger’.

Formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) vil nu have bedre kontrol med udbetalingerne af engangsvederlag.

»Jeg ønsker ikke, at disse udbetalinger af engangsvederlag kommer ud af kontrol, og derfor vil jeg frem over bede forvaltningen om årligt at oplyse, hvor store beløb, der bliver udbetalt,« siger hun.

Enhedslistens medlem Marianne Frederik savner svar på, hvorfor nogen ansatte har fået engangsvederlag. I alt er der 39​.400 medarbejdere i Region Hovedstaden, men det er kun 1.997 ansatte, der fået del i puljen med engangsvederlag, altså fem procent.

»Jeg mener jo, at det er et ‘fedterøvstillæg’, og jeg efterlyser, at der kommer større gennemsigtighed i udbetalingerne af engangsvederlag. Derfor vil jeg nu stille spørgsmål, om hvem der fået engangsvederlag, og hvorfor de har fået det,« siger hun.

Udbetalingen af engangsvederlag kommer ligeledes bag på Dansk Folkepartis medlem af forretningsudvalget Henrik Thorup.

»Jeg er overrasket over, at regionen udbetaler så højt et millionbeløb i engangsvederlag. Det er bestemt ikke noget, jeg har været med til at vedtage, så jeg synes kun, det er ret og rimeligt, at vi får klarhed over, hvem der får denne form for belønning for deres arbejde. Der er åbenbart nogen hospitalsdirektører, der sidder med en pose penge og uddeler vederlag som en form for medalje til medarbejdere,« siger han.

Ud over engangsvederlag til ansatte blev der i  2017 udbetalt 5.461.109 kr. til ledere og medlemmer af direktioner i Region Hovedstaden. I sidste uge kom det frem, at en direktør i Region Hovedstaden havde fået 100.000 kr. i engangsvederlag for implementeringen af det meget udskældte it-system Sundhedsplatformen, der siden det gik i luften på Herlev og Gentofte Hospital i maj 2016, har været ramt af en stribe problemer. Blandt andet er blodprøver forsvundet og kræftpatienter er ikke blevet indkaldt til undersøgelser.

Tilsyndeladende er det dog ikke udfordringerne med Sundhedsplatformen, der hovedsageligt har sendt ekstra penge til medarbejdere og chefer. Ifølge den nye redegørelse viser en stikprøver på Rigshospitalet i december 2017, at kun 15 procent af alle udbetalte engangsvederlag blev givet med henvisning til opgaver i Sundhedsplatformen. Og på Herlev-Gentofte Sygehus var det 17 procent i forbindelse med en stikprøve i december 2016.

»Det viser bare, at der virkeligt er behov for at få frem, hvad de udbetalinger engangsvederlag til så mange, så dækker over,« siger Henrik Thorup.