Socialdemokraten Henrik Sass Larsen tog ikke selv beslutningen om at trække sig som ministeremne kort før valget sidste år. I stedet blev han tvunget til trække sig af personer tæt på statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Det beskriver Henrik Sass Larsens mangeårige ven og mentor Tommy Kamp i en ny bog, erfarer BT. Af bogen fremgår det blandt andet, at det skulle være daværende sekretariatschef Bjarne Corydon, Helle Thorning-Schmidts særlige rådgiver Noa Redington samt Socialdemokraternes pressechef Sten Kristensen, der tvang Henrik Sass Larsen til at opgive sin ministerdrøm.

Tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste vil ikke kommentere Tommy Kamps bog, men siger, at de oplysninger, som han har fået forlagt fra bogen, ikke adskiller sig meget fra dem, som Henrik Sass Larsen selv har beskrevet i et notat tidligere.

Bonnichsen er derfor ikke i tvivl om, at Sass Larsen næppe frivilligt har trukket sig fra udsigten til ministerposten.

- Hvis Sass Larsens egen opfattelse af sagen skal lægges til grund, og alt har gennem tiden vist, at det, som Sass Larsen har sagt, er, hvad der rent faktisk er sket, så kan vi efter min opfattelse konkludere, at han har fået vredet armen rundt på ryggen af embedsmænd, siger Hans Jørgen Bonnichsen og tilføjer:

- Det massive pres har selvfølgelig gjort, at han har kapituleret. Hvad skulle han ellers have gjort?

Hans Jørgen Bonnichsen har tidligere kritiseret sagsforløbet, da han mener, at Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse blev afgjort på et for spinkelt grundlag. Blandt andet har han kaldt det PET-notat, der viser, hvad der lå til grund for, at Sass Larsen ikke blev sikkerhedsgodkendt, for 'kvajet'. PET-notatet indeholder blandt andet informationer og sms-udskrifter om Sass Larsens kontakt med Bandidos-rockeren 'Suzuki'-Torben Ohlsen Jensen.

Den tidligere PET-chef holder fast i sin kritik af sagsforløbet.

- Det rockernotat (PET-notatet, red.) er jo rene spekulationer eller gætterier. Det er jo det uhyggelige ved det. At et spekulativt notat kan være afgørende for en fremtidig ministers skæbne. Det er det, jeg reagerer for overfor som borger, lyder det fra Bonnichsen, der ikke mener, at oplysningerne fra Tommy Kamps bog ændrer stort ved sagen.

- Det understreger blot det dybt betænkelige i hele situationen, lyder det fra den tidligere PET-chef.

Tommy Kamp benægter overfor BT, at han i sin bog har skrevet, at Sass Larsen blev presset til at trække sig som ministerkandidat. Han bekræfter dog, at han har skrevet en bog.

Justitsminister Morten Bødskov (S) skal i dag desuden sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt i samråd i Folketingets retsudvalg om en anden del af Sass-sagen. Sagen drejer sig om, hvorvidt der skulle findes to versioner af det PET-notat, som Henrik Sass Larsen fik udleveret i juni.