Mattias Tesfaye roser formand Annette Vilhelmsen, men lægger ikke skjul på, at han havde foretrukket Astrid Krag som formand. Derfor trækker han sig fra SF.

På sin Facebook-profil bekræfter Mattias Tesfaye onsdag aften, at han er færdig som topfigur i SF. Han trækker sig fra både næstformandsposten og posten som folketingskandidat i Køgekredsen.

Over for sine Facebook-venner lægger Tesfaye ikke skjul på, at det er forrige måneds formandsopgør i partiet, der får ham til forlade SF-ledelsen.

- Jeg vil godt understrege at jeg har haft et godt samarbejde med vores nye formand Annette Vilhelmsen. Hun er en sympatisk og klog politiker. Hun kan blive en god formand for SF. Jeg bakker også 100 % op om vores Regering, der er langt bedre end sit rygte, skriver han.

- Men det er samtidig ingen hemmelighed, at jeg har været stor fortaler for SF’s udvikling under Villy Søvndal, og derfor stemte på Astrid Krag i formandsvalget. Jeg har været fortaler for at udvikle SF til et parti der kæmpede mere for de lavtlønnede. Jeg mener deres stemme har været for svag i dansk politik, lyder det fra Mattias Tesfaye.

Han forklarer, at han meldte sig ind i SF på grund af Søvndal og hans melding om, at islamisterne i Hizb-ut-Tahrir kunne »skride ad helvede til«. Dermed markerede han sig som en venstrefløjsleder, der turde løse problemerne i stedet for at tale om tonen i debatten, mener Tesfaye.

- Holger K. Nielsen og Annette Vilhelmsen udgør nu partiets topledelse. Og de har et klart mandat til at gennemføre den politik formandsvalget blev vundet på. Jeg vil ikke være en kæp i hjulet på det projekt. Derfor træder jeg nu et skridt til siden og gør plads til andre. Jeg ønsker SF’s ledelse alt det bedste, skriver den afgående næstformand, der slutter af med et »kh Mattias«.

Mattias Tesfaye blev valgt som den ene af SFs to næstformænd under landsmødet i april i år. Han har en formand som faglig sekretær i fagforbundet 3F, formand for 3Fungdom og medlem af Danmarks Kommunistiske Parti Marxister-Leninister.