Enhedslistens hovedbestyrelse har ekskluderet tidligere byrådsmedlem og mangeårigt medlem af partiet Viggo Jonasen for sexistiske udtalelser og chikane.
Det bekræfter Viggo Jonasen selv over for B.T.
Begrundelsen for eksklusionen er sexistisk opførsel over for to byrådsmedlemmer, fortæller han.
»Jeg skulle have forfulgt to byrådskolleger sexistisk,« fortæller han og tilføjer:
»Men det er fuldstændig hul i hatten. De klager er overdrevene og ude af kontekst. Det er pinligt for vores parti.«
Hovedbestyrelsesmedlem og byrådsmedlem i Horsens Lisbeth Torfing bekræfter over B.T. også ekskluderingen.
»Vi har søndag ekskluderet Viggo Jonasen med øjeblikkelig virkning,« fortæller hun og tilføjer:
»Det har karakter som en personsag, der omhandler en eller flere. Det er personligt og fortroligt, hvad der er substansen i sagen, og derfor kan jeg ikke gå nærmere i detaljer. Men sagen er ikke politisk motiveret. Det er en personsag, der ikke drejer sig om politik«
Hun fortæller samtidig, at personsagen er blevet behandlet på baggrund af en henvendelse i forretningsudvalget.
»Vi har vurderet og behandlet sagen, og der har vi fundet grundlag for en eksklusion. De henvendelser, der er i sagen, er ikke anonyme. Viggo Jonasen er bekendt med henvendelserne.«
B.T. forsøger at få en kommentar fra de to byrådsmedlemmer.