Overborgmester i København Frank Jensen (S) skal tage orlov fra sit arbejde.

Det påpeger Karina Vestergaard Madsen, der er gruppeformand hos Enhedslisten i Københavns Kommune.

»Alle partier undtagen Socialdemokratiet kræver en uafhængig advokatundersøgelse af hele perioden fra 1. januar 2010 frem til i dag, og Enhedslisten kommer i hvertfald til at opfordre Frank Jensen til at søge om orlov, så længe den her undersøgelse pågår,« siger Karina Vestergård Madsen til B.T. og tilføjer:

»Det gør vi, fordi vi simpelthen mener, at Frank Jensen er inhabil.«

Gruppeformanden mener ikke, at Frank Jensen »kan rende rundt« på Københavns Rådhus, mens der er advokatundersøgelse.

»Han kan ikke rende rundt på Københavns Rådhus samtidig med, vi opfordrer personer, der har været udsat for krænkende oplevelser om at udtale sig,« siger hun.

Udmeldingen kommer, efter at der søndag aften har været afholdt et krisemøde på flere timer på Københavns Rådhus.

Mødet var indkaldt af Frank Jensen, efter at der de seneste dage er kommet en række sager frem, hvor han anklages for krænkelser.

Senest har Cecilie Sværke Priess, der er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) i København søndag fortalt til i Jyllands-Posten, at hun har modtaget otte nye sager om personer, der har oplevet eller været vidner til krænkelser

På et pressemøde efter krisemødet erkendte Frank Jensen, at han var gået for langt.

»Jeg har brug for at se mine partifæller i øjnene og fortælle dem, at jeg er utrolig ked af, at jeg har krænket kvinder med min opførsel i forskellige sociale sammenhænge,« sagde Frank Jensen blandt andet på pressemødet.

Ønsket om den uafhængige undersøgelse kommer fra partierne Enhedslisten, Venstre, De Radikale, De Konservative, SF, Alternativet, Dansk Folkeparti, Frie Grønne og løsgængeren Kåre Traberg Smidt.