Hvis danskerne får statslige tilskud til boligforbedringer efter eget valg, bliver kun få forbedringer klimavenlige. Danskerne har nemlig to faste favoritter.

Beslutter regeringen, at danskerne skal have tilskud til at renovere sine boliger, vil de færreste penge blive brugt på klimavenlige tiltag som nye vinduer, solfangere på taget eller bedre isolering i murene.

Pengene ryger direkte i nye køkkener eller badeværelser, lyder meldingen fra landets største ejendomsmæglerkæde, Home.

- Vi ved fra vores egne undersøgelser, at hvis og når danskerne putter penge i deres ejerbolig, så er det i nyt køkken og i nyt bad. Det er over halvdelen af alle de penge, der bliver brugt, som går til de to ting. Det er de to klart tungeste poster, siger Niels Carstensen, der er kommunikationschef i Home.

For at skabe job i byggeriet og sikre energirigtige huse har De Konservative i forbindelse med de verserende skatteforhandlinger foreslået, at staten skal hjælpe med finansieringen af klimavenlige boligrenoveringer. Dansk Folkeparti har fremsat et lignende forslag, men her er den klimavenlige restriktion fjernet. Og det vil få danskerne til at holde sig til klassikerne køkken og bad, lyder meldingen fra Home.

- Ifølge vores undersøgelse, så er det under en femtedel, altså omkring 17 procent, som bruger penge på energiforbedringer. Det ligger forholdsvist langt nede på hitlisten, selvom det er kravlet lidt op, siger Niels Carstensen.



/ritzau/