LO-formanden advarer mod at situationen for de unge arbejdsløse nærmer sig den, Danmark var vidne til i 1980erne. Hvis flere unge skal i job, skal der jobrotation, praktikpladsgaranti og flere penge til erhvervsuddannelserne, mener Harald Børsting.

Akkurat som i 1980erne er Danmark tæt på at tabe en generation på gulvet. Sådan vil det dystre budskab lyde, når LO-formand Harald Børsting i anledning af 1. maj fra morgenstunden indtager talerstolen i blandt andet flere lokale LO-afdelinger for til sidst at ende i Fælledparken i København tirsdag eftermiddag.

Han hæfter sig i talen ved, at 13 procent af de unge mellem 15 og 29 år i dag står uden arbejde - i 1983, hvor ungdomsarbejdsløsheden toppede, lå tallet på 16 procent. Og manglen på arbejde rammer ikke alene de unge, lyder advarslen fra Børsting. Det rammer hele det danske velfærdssamfund, påpeger han,

- Vi nærmer os tidligere tiders kritiske tilstand. Det gør mig bekymret - bekymret for at vi taber en hel generation på gulvet. Bekymret for de unges fremtid på arbejdsmarkedet. Og bekymret for det danske velfærdssamfund, som i høj grad har brug for Danmarks eneste råstof i fremtiden: De unge, lyder det fra LO-formanden i talen.

Han understreger, at man i dag stadig kan mærke konsekvenserne af den høje ungdomsarbejdsløshed i 1970erne og 1980erne. Mange af dem, der dengang blev holdt ude fra arbejdsmarkedet, er nemlig dem, som i dag stadig er på offentlig forsørgelse, hævder Harald Børsting, der også er klar med en løsning på problemerne.

LO kræver, at de unge får en garanti for, at de kan gennemføre deres uddannelse. Der skal skabes flere praktikpladser og samtidig skal erhvervsuddannelserne have et løft gennem flere midler. Samtidig vil LO have indført jobrotation i det private, der skal sikre, at de ældre giver plads til de unge på arbejdsmarkedet, mener Harald Børsting.

Fagforeningslederen benytter også sin 1. maj-tale til at lange ud efter Dansk Folkeparti. Partiet har beskyldt fagbevægelsen for ikke at løfte en finger for at hjælpe de danske lønmodtagere, der presses af billig arbejdskraft fra Øst.

Harald Børsting er enig med Pia Kjærsgaard og Co. i, at der skal sættes ind mod løndumping, hvis ikke Danmark skal ende med en ny fattig underklasse. Men han beskylder Dansk Folkeparti for at have ladet problemet vokse, mens partiet var støtteparti for VK-regeringen.

Men hvis problemet skal bremses, skal der sættes ind fra både politikernes, fagbevægelsens og arbejdsgivernes side, slår Børsting fast. Han foreslår helt konkret, at SKAT, arbejdstilsynet og politiet får flere ressourcer til at sikre, at der ikke opholder sig illegal arbejdskraft i landet, samt at alle arbejder under ordentlige forhold og betaler skat af deres indkomst.

- Vi risikerer at stå med en ny underklasse af fattige, der er i beskæftigelse. Det vi kalder working poors. Det skal vi bekæmpe. For alles skyld. Også for dem der kommer hertil, den udenlandske arbejdskraft er velkommen i Danmark.

Men det skal ske på danske løn- og arbejdsvilkår, lyder det fra Harald Børsting.