K-forslag om tryghedsdækning i ydertimer i institutioner er et vigtigt skridt, siger direktør i Børns Vilkår.

København. Bedre normeringer er et vigtigt skridt på vejen, men gør det ikke alene. Foruden flere pædagoger er der også brug for at tale om kvaliteten.

Det mener Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår.

- Normeringer skal selvfølgelig være der. Men man ved også fra forskellige undersøgelser, at med de samme normeringer kan man få et vidt forskelligt resultat.

- Derfor må snakken om kvalitet i vores dagtilbud ikke drukne i snakken om normeringer, siger han.

Han reagerer på, at børne- og socialminister Mai Mercado (K) har foreslået at indføre tryghedsdækning på landets dagtilbud i ydertimerne.

Det medfører, at en, der er pædagogisk ansat, ikke skal være helt alene, når institutionen åbner og lukker, eller hvis der er flere end fem børn.

Det er et forslag, der ifølge Rasmus Kjeldahl er præget af meget sund fornuft og løser et konkret problem i forhold til normeringer.

- Det er en utrolig usikker situation, der desværre er mange steder, hvor pædagoger står alene med en større børnegruppe. Der skal gå meget lidt galt, før det kan blive farligt og gå galt for børnene.

- Hvis man for eksempel har et uheld og skal på hospitalet, eller hvis der sker to alvorlige ting på samme tid, så kan man faktisk ikke magte det, siger direktøren.

Men ifølge direktøren er det stadig svært at komme til at diskutere kvaliteten i daginstitutionerne.

Det handler om at se på, om pædagoguddannelserne er gode nok, om der er nok fagudlært personale, og om ledelsen fungerer.

- Det er vigtigt med de ressourcer, der nu er, at man også sikrer sig at få mest ud af det, siger han.

Børn i Danmark er ifølge Børns Vilkår de børn i verden, der tilbringer flest timer i institution.

Flere værdier, der tidligere blev skabt i familien, omkring værdier, opførsel, normer og social adfærd er blevet en større del af institutionerne, vurderer Rasmus Kjeldahl.

- Så skal vi også sikre, at det er et kvalitetstilbud, der er omkring børnene, siger han.

/ritzau/