Regeringen er på under to måneder bakket tilbage på en klar garanti til udsatte børnefamilier.

Det står klart, efter regeringen fredag fremlagde en ny inflationspakke.

Her ville finansminister Nicolai Wammen (S) ikke garantere, at inflationspakkens 300 millioner kroner til udsatte familier skal gå til de familier, hvis børnetilskud udløber den 1. marts.

Det var ellers netop, hvad Mette Frederiksen for under to måneder siden lovede på vegne af regeringen:

»Det beløb, som den tidligere regering med det tidligere parlamentariske grundlag havde afsat i 2023 til nogle familier, det pengebeløb gælder for næste år til de samme familier. Så vi løber ikke fra hjælpen til nogle konkrete mennesker,« sagde Mette Frederiksen i programmet 'Mød partierne' på DR den 18. december.

Det sagde hun altså på vegne af den selvsamme regering, der sidder med flertallet nu.

Alligevel nægtede finansministeren fredag af at garantere, om pengene skal gå til de fattigste familier på kontanthjælp og integrationsydelse, der nu får tilskud.

Hvem der konkret skal have de 300 millioner, er aftalepartierne nemlig ikke blevet enige om, og det skal nu forhandles i Beskæftigelsesministeriet.

»Et klokkeklart løftebrud,« mener Enhedslistens Victoria Velásquez, der blandt andet derfor forlod forhandlingerne tidligere på ugen.

Det er dog for tidligt at tale om løftebrud, sagde Nicolai Wammen, da B.T. spurgte ham til sagen til et doorstep-møde med de i alt ni partier bag inflationspakken fredag formiddag.

»Det, jeg siger i dag, er, at vi afsætter de samme 300 millioner kroner til at hjælpe udsatte børnefamilier. Derudover er der afsat yderligere 100 millioner kroner til at hjælpe børn i udsatte familier igennem civilsamfundet,« siger finansministeren til B.T.

»Og jeg synes, vi skal vente, til vi ser den aftale, med at konkludere alt muligt andet, end at der ikke er færre penge til udsatte børnefamilier, der er samlet set flere penge,« siger Nicolai Wammen.

Skulle Mette Frederiksen så havde ladet være med at sige, at det ville være de samme familier?

»Der er jo ikke noget mærkeligt i at sige, at der er 300 millioner, som vi gerne vil give til udsatte børnefamilier.«

Men hun sagde konkret til de 'samme familier'. Skulle hun så have undladt at give det løfte?

»Med den her aftale giver vi 300 millioner kroner til udsatte børnefamilier. Nu sætter vi os ned med de partier her og finder ud af, hvordan vi bedst gør det. Derudover har vi så afsat yderligere 100 millioner til udsatte børn.«

En af dem, der er imod at give hjælpen til de samme familier, er Morten Messerschmidt (DF).

»Den gamle aftale, som de havde i rød lejr, var jo ren 'katjing' ude i ghettoerne, og det vil vi ikke lægge stemmer til. Vi vil meget gerne være med til at give en håndsrækning til de fattigste familier, men det skal selvfølgelig være danske familier.«

Er det så dig, der indtil videre har bremset Mette Frederiksen i at leve op til det, hun sagde i december?

»Ja, i hvert fald én af dem,« siger Morten Messerschmidt.

Hos Mødrehjælpen siger direktør Ninna Thomsen til B.T., at den manglende garanti fra regeringen skaber massiv usikkerhed hos de mere end 12.000 familier, hvis tilskud udløber 1. marts.

»De havde ikke pengene i hånden, men de havde en klar forventning om, at der ville komme penge deres vej. De bliver nu kastet ud i en ny uvished med kun et par uger til 1. marts, og jeg synes, det er absurd, at man kan behandle de allersvageste familier så dårligt.«

Senere fredag vil beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen invitere aftalepartierne til forhandling om, hvilke udsatte familier, der skal have del i puljen på 300 millioner kroner.