For første gang fortæller Anker Jørgensens fire børn, Lars, Mette, Peter og Kirsten om deres berømte far og om hvordan han været med til at præge og inspirere dem. Det sker i bogen "Arven efter Anker", at journalist og forfatter Bjarne Henrik Lundis. Vi bringer her med forfatterens tilladelse et uddrag af bogen, hvor sønnen Lars Kvist Jørgensen fortæller om den private side Ankers og om hans sidste timer.
Lars Kvist Jørgensen, 56 år, er til daglig lærer på Vordingborg Gymnasium og er den yngste søn af Anker Jørgensen. Han havde længe gået med tanken om, at han gerne ville holde tale, når den tid kom, at hans far skulle begraves. På samme måde som han gjorde det i 1997, da hans mor Ingrid døde. Hvis nogen af hans søskende ønskede at holde tale, så var han selvfølgelig indstillet på, at det var noget, som de måtte tale om, understreger han.
»Jeg ville gerne holde en tale for ham – selvfølgelig fordi han var min far. Men også på grund af den historiske person han var, og den store betydning han har haft for samfundsudviklingen og især den gruppe, han tilhørte – nemlig almindelige lønmodtagere.«
Ifølge Lars var hans far aldrig i tvivl om den politik, han førte: Det handlede om at skabe større lighed.
»Jeg ser min far som en af de sidste socialdemokrater, der havde fordelingspolitikken i højsædet. Det kunne godt være, at han skulle indgå en masse kompromiser og aftaler. Det var o.k., så længe udviklingen gik i den rigtige retning, og han ikke mistede målet af syne. Det kunne lyde lidt firkantet, men for min far var al tale om privatisering af offentlige opgaver bandlyst. Jeg var enig med ham i, at det at hjælpe andre mennesker, som har brug for det offentliges hjælp, ikke er noget, som man skal tjene penge på. Ved hans bisættelse den 2. april 2016 i Grundtvigs Kirke var en meget stærk oplevelse, da jeg gik ind i kirken og så alle de mennesker, der var. Lige ved siden af det officielle Danmark, hvor jeg og min familie var placeret, sad der en stor gruppe af helt almindelige mennesker. De var kommet for at sige et sidste farvel til min far, og de udgjorde flertallet af de omkring 1300 fremmødte. Så det var en storslået scene og en fantastisk oplevelse for mig at få lov til at sige et par ord her.«
Hans tre andre søskende, Kirsten, Peter og Mette, flyttede allerede hjemmefra, da de var i 16-17-18-års alderen, og de var som teenagere heller ikke så optaget af at tage med op i familiens sommerhus i Hundested. Det blev især et fristed for Lars og hans mor og far, Anker og Ingrid.
»Jeg er efternøler og er 10 til 15 år yngre end mine søskende. Jeg elskede at være i vores sommerhus i Hundested, og mine forældre og jeg tog derop i mange weekender. Jeg forbandt det med den ultimative frihed at være der. Det første, jeg gjorde, når vi kom til sommerhuset, var at gå ud i udhuset og tage min cykel. Jeg cyklede ned til vandet og så på, hvor vinden kom fra, og hvordan strømmen var. Er det godt vejr til at fiske i dag? Eller skal jeg hellere samle rav eller måske tage ud og kigge på fugle? Det var virkelig et fristed for mig, og min mor og far var også meget afslappede, når vi var deroppe. Min far lå gerne på en luftmadras på græsplænen eller sad i en stol i sine gamle underbukser og slikkede solskin. Og det var min mor, som lå på knæ og lugede og ordnede blomsterne i haven. Jeg fangede gerne torsk, som jeg tog med hjem og rensede, og så stegte jeg torskefileter på panden, som vi fik til frokost. Noget af min mors familie havde sommerhus lige i nærheden, så vi havde mange frokoster. Der kom øl og snaps på bordet, og min far ville have, at rødvinen skulle være et bestemt mærke, Palanca, for det kunne man nemlig købe i Brugsen.«
Lars flyttede først hjemmefra, da han var 23 år. Han kom godt ud af det med sine forældre, og da de andre søskende for længst var flyttet fra Borgbjergsvej 1, så var der masser af plads i lejligheden.
»Jeg vil ikke sige, jeg havde et meget fortroligt forhold til mine forældre – på den anden side var det heller ikke overfladisk. Hvis der var et eller andet, så gik jeg til min mor. Men det var ikke særlig tit, for som dreng ville jeg ikke hele tiden rende til mine forældre og spørge efter hjælp. Jeg ville gerne klare tingene selv, hvis der var nogle problemer.«
Lars havde det fint med at være søn af hele Danmarks Anker.
»Det var godt at være Ankers søn. Jeg synes, at han var en utrolig spændende person. Selv om han havde travlt, og han ikke lige som andre forældre var hjemme klokken 17, og han havde nogle meget lange arbejdsdage, så var han meget på, når han var hjemme. Når andre havde fri fra deres arbejde, var de ofte godt trætte, og de orkede ikke at lave noget. Sådan var min far ikke. Det kunne godt være, at han skulle lægge sig ned i 20 minutter og hvile sig, men så var han også klar igen. Han havde altid flere idéer end os andre – gerne to til tre stykker – til, hvad vi kunne foretage os. Min mor eller jeg kunne godt sige: Nej, det orker vi ikke, men så sagde min far gerne: Kom nu. Lad os tage af sted, og så kørte vi måske til Dragør for at få en is. Selv om han var socialist, så var bilen for ham lig med en stor frihed. Søgende og social retfærdighed Min far har altid været meget søgende og haft lyst til at opleve og lære noget nyt. Han havde en stor appetit på livet, og sådan var det lige indtil det sidste. Og netop hans nysgerrighed er en af de måder, hvor han har påvirket mig.«
En anden ting, som Lars har taget med sig fra sin far, er spørgsmålet om at være fair og retfærdig overfor andre mennesker.
»Jeg kan virkelig blive gal, hvis jeg oplever, at nogen bliver uretfærdigt behandlet. Det kan for eksempel være en kollega eller nogle elever på mit arbejde. Så er jeg kendt for at råbe højt og turde sige min mening – også selv til rektor. Jeg har heller ikke lyst til at komme i en situation, hvor nogen på den mindste måde kan sige, at Lars gjorde noget, som var urimeligt. Og hvis jeg er på vej til det, kan jeg bruge meget energi på at tænke over det. Jeg kan ligge vågen i flere timer og gruble over tingene. Det er ikke altid, at jeg kan gøre noget ved det, men jeg vil gøre alt for at forklare vedkommende, hvorfor jeg har gjort, som jeg har. Det med, hvad der er ret og rimeligt og fair, ved jeg, at min far havde fra hans plejemor, Karla. Jeg husker hende stadig tydeligt: Hun var en lille, men meget stærk og bestemt kvinde, som lærte min far, at man skal først gøre sin pligt, og så kan man bagefter begynde at kræve sin ret.«
Der blev selvfølgelig talt politik i hjemmet på Borgbjergsvej 1, og Anker og hans ældste søn Peter kunne til tider godt have nogle heftige diskussioner.
»Men vores far har dog aldrig forsøgt at påvirke os til, at vi skulle gå i hans fodspor og blive politisk aktive. Selv om han mente, at han havde ret: At hjertet lå til venstre for midten rent politisk, så prøvede han ikke at trække nogle holdninger ned over hovedet på os. Han var meget indstillet på, at vi selv skulle gøre vores egne livserfaringer. Det synes jeg var godt. Det bedste, han kunne gøre, var nemlig det, som han gjorde – at vise det igennem den måde, han var på, og via de handlinger, han gjorde.«
Lars mener, mange mennesker oplever, at politikere har en dagsorden, når de taler med dem. Hans far var anderledes. Han lyttede til andre og mødte dem der, hvor de var. Og så var hans far meget usnobbet, forklarer Lars Kvist Jørgensen.
»Ved min mors begravelse i 1997 sagde min far, at hun havde været hans bedste kammerat. Og det tror jeg er rigtigt. Selv om min far var god til at tale med andre mennesker, så var han dog i virkeligheden et meget privat menneske. Det er jeg også selv, og der er ingen tvivl om, jeg har arvet det fra ham. Jeg kan godt lide at være privat. Selv om jeg har været ansat på Vordingborg Gymnasium i over 22 år og har mange gode kolleger, så er der kun en af dem, som jeg ser privat. Ham har jeg også gået i gymnasiet med, og vi bor meget tæt på hinanden. Ellers holder jeg en adskillelse mellem mit arbejde og mit privatliv. Jeg ved ikke, om der var tale om en grænseløs kærlighed imellem min mor og far. Men de havde ikke en masse op- og nedture. De var meget glade for hinanden og havde et stærkt og fornuftigt ægteskab. Min far var den fandenivoldske, og når vi for eksempel var på ferie og kørte forbi en gård, så kunne han godt finde på at ringe på hos en landmand og spørge, om vi ikke måtte se stalden. Han kunne også finde på at gå ind over en mark uden at spørge om lov. Der holdt min far sig ikke tilbage. Min mor var meget mere forsigtig af sig, og jeg kan mærke, at jeg med alderen ligner hende mere og mere på det punkt.«
Selv om hustruen Ingrid var hans bedste ven, og han også kunne finde på at vende forskellige politiske spørgsmål med hende, så skete det nu ikke så ofte, forklarer sønnen Lars Kvist Jørgensen.
»Han lod sig generelt ikke mærke med, hvis der var noget, som gik ham på, og som han spekulerede på. Jeg har heller ikke oplevet, at han var deprimeret. Så hvis han havde det dårligt, så var han god til at skjule det. Han kunne godt finde på at trække sig lidt tilbage. Han sov generelt dårligt, vågnede mange gange i løbet af natten og kunne finde på at stå tidligt op om morgenen. Han gik for eksempel oppe i sommerhuset frem og tilbage ude i haven klokken fire om morgenen. Men det var nu aldrig noget med, at min far ikke ville forstyrres. Jeg har siden fundet ud af ved at læse i hans dagbøger, at han i perioder har siddet i store og afgørende politiske forhandlinger, og jeg kan huske tilbage og tænke: Nå, det var i den weekend, hvor vi var i sommerhuset. Men mens det stod på, vidste jeg ikke noget om det. Min far gav ikke på den måde udtryk for sine følelser. Der var vandtætte skodder mellem hans arbejde og hans private liv. Han talte ikke meget om, hvordan han havde det. Jeg ved ikke, hvorfor det var sådan, men det er måske noget, som ligger til vores familie.«
Da Lars bor i Vordingborg, var det ikke altid så ofte, at han så sin far. Måske kun et par gange om måneden. Men han ringede jævnligt til ham, og endnu oftere ringede hans far til ham. Det kunne godt være op til et par gange om ugen.
»Vi snakkede om alle mulige ting, om hvad der var sket. Jeg kan især huske en gang, hvor han ringede – min far har nok været 88 år på det tidspunkt. Vi havde længe talt om løst og fast, og jeg kunne høre, at der var noget med hans stemme. Så jeg spurgte ham: Er der noget galt, far? Så sagde han: »Ikke andet end det, at det hele snart er slut.« Det var ikke fordi, at han følte, at han var ved at dø. Men han blev lidt trist ved tanken om, at han havde haft et begivenhedsrigt liv, og at det snart var ved at ende. Det syntes han var dybt urimeligt.«
Lars fortæller, at selv om det ikke plager ham, så er han ked af, at han ikke var til stede, da hans mor Ingrid gik bort i 1997. Hun døde helt alene – uden nogen af sine børn ved sin side, da hun sagde farvel til livet. Men sådan var det ikke, da de tog afsked med deres far, Anker.
»Da min far døde, var jeg der sammen med min datter Anna og min søster Mette, og hendes ældste datter, Laura. Vi sad alle tre generationer og holdt hinanden i hånden. Min far lå meget stille og rolig. Han var meget afslappet og trak vejret. Nogle gange holdt han op med at trække vejret, og så gik der nogle få sekunder, før han igen begyndte at trække vejret. Lyset faldt på en måde, så vi kunne se hans puls – hans hjerteslag – på halsen. Lige pludselig blev der meget stille, og min datter Anna sagde: Der holdt hjertet op med at slå. Der var helt, helt stille. Han var død. Det var en meget smuk afsked, som vi tog med min far,« lyder det fra en rørt Lars Kvist Jørgensen.
