Radikale Venstre mener, at såfremt en minister bevidst bryder loven, så må ministeren gå af.

Alligevel har Radikale Venstre fortsat tillid til statsminister Mette Frederiksen, som lod den ulovlige aflivning af mink fortsætte, mere end en uge efter at hun var gjort opmærksom på, at regeringens ordre var ulovlig.

Statsministeren har ved flere lejligheder siden sagt, at regeringens fremgangsmetode havde været den samme, uanset om der var lovhjemmel eller ej, da den var »nødvendig af hensyn til folkesundheden«. Statsministeren har desuden gentaget sin ordre sidenhen over for en minkavler på direkte tv.

B.T. har derfor spurgt Radikale Venstres politiske ordfører, Andreas Steenberg, hvordan partiet fortsat kan beskytte Mette Frederiksen. Først forklarede Steenberg dog, hvorfor Mogens Jensen ikke længere kunne være fødevareminister.

Radikales Andreas Steenberg er ikke sikker på, at Mette Frederiksen bevidst har brudt loven i minksagen, selvom flere af landets førende eksperter er sikre og de ulovlige aflivninger fortsatte i over en uge.
Radikales Andreas Steenberg er ikke sikker på, at Mette Frederiksen bevidst har brudt loven i minksagen, selvom flere af landets førende eksperter er sikre og de ulovlige aflivninger fortsatte i over en uge. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er der to årsager til. For det første var han den øverste ansvarlige for fejlene i Fødevarestyrelsen og Fødevareministeriet. Desuden kan man se, at han blev orienteret om lørdagen (7. november, red.) om, at der ikke var lovhjemmel bag. Alligevel valgte han at lade det køre videre og gik også ud og holdt pressemøde, hvor han sagde, at alle minkene skulle slås ihjel, selv om der ikke var lovhjemmel bag. Det er de to årsager,« siger Andreas Steenberg.

Han burde have handlet anderledes?

»Ja, han burde have stoppet det. Eller i hvert fald sagt, at aflivningen var en anbefaling og ikke noget, som man kunne kræve af folk.«

Okay. Så Mogens Jensen skulle gå af, fordi han tillod det her lovbrud at ske?

Statsminister Mette Frederiksen har Enhedslistens, SFs og Radikale Venstres opbakning, selvom den ulovlige ordre om at aflive mink fortsatte over en uge efter, at statsministeren vidste, at der ikke var lovhjemmel. Fristen for opnåelse af den - også ulovlige - tempobonus var 19. november.
Statsminister Mette Frederiksen har Enhedslistens, SFs og Radikale Venstres opbakning, selvom den ulovlige ordre om at aflive mink fortsatte over en uge efter, at statsministeren vidste, at der ikke var lovhjemmel. Fristen for opnåelse af den - også ulovlige - tempobonus var 19. november. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Ja.«

Ok. Kan du redegøre for, hvorfor I stadig har tillid til Mette Frederiksen, når I ikke har tillid til Mogens Jensen?

»Ja, når man læser redegørelsen, så er der ikke noget, der peger på, at hun har beordret, at det skulle være sådan, og derfor er det primært Mogens Jensens ansvar.«

Hvad skal der til for, at I ikke vil lade Mette Frederiksen fortsætte som statsminister?

Det danske minkerhverv er reelt nedlagt. Millioner af mink er blevet aflivet.
Det danske minkerhverv er reelt nedlagt. Millioner af mink er blevet aflivet. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»Ja, det er ikke afgjort, men det er klart, at hvis en undersøgelse viser, at hun har begået store fejl og beordret nogle til at bryde loven, så er det selvfølgelig et problem.«

Den 8. november bliver Mette Frederiksen orienteret om den manglende lovhjemmel ved beslutningen om at aflive alle danske mink. Hun har selv fortalt – blandt andet i torsdags, da hun præsenterede sine to nye ministre på Amalienborg Slotsplads – at hun ikke stoppede aflivningerne alligevel, selv om de var ulovlige. Hun sendte i stedet brev til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, med henblik på at skaffe lovhjemmel, da der jo netop ikke var lovhjemmel. Hvordan er det her, at Mette Frederiksen så ikke bevidst bryder loven, når aflivningerne fortsætter?

»... og det er der, hvor man skal have undersøgt, hvad der er foregået i de samtaler. Hvis hun er orienteret om, at Mogens Jensen og systemet vil rette ind efter loven, så er det jo fint, at hun vil lave en lov. Man kan bare ikke sætte det i gang, før man har en lov. Det er så tirsdag morgen (10. november, red.), at de får rettet deres egen fejl. Det er primært Mogens Jensens skyld, men man må lave nogle ekstra undersøgelser, så man kan se, hvad statsministerens rolle har været i det.«

Hendes egen rolle er – siger hun selv – at hun alene søger at skabe lovhjemmel, da hun opdager det. Den ulovlige ordre om aflivning fortsætter. Forskellen er bare, at nu er regeringen bevidst om det. Er det ikke korrekt?

»Det kommer an på, hvad der er sket i den samtale. Der er jo ikke noget galt, i at man får lavet en lov, hvis man mener, det er det rigtige at gøre…«

... men hun fortsætter jo det, som regeringen har sat i gang, nemlig den ulovlige aflivning af danske mink. Det fortsætter.

»Der skal man jo lave en ny undersøgelse for, hvad der er sket her, fordi vi kan ikke læse ud af det der, om hun har fået at vide, at de ville rette ind. De retter så ind tirsdag morgen.«

Nej, det gør regeringen jo ikke. Der sker det, at statsministeren i interview med 'Go' Aften Danmark' på TV 2 og 'Aftenshowet' på DR fortæller, at det var beklageligt, at der ikke var lovhjemmel. Det havde dog ikke gjort nogen praktisk forskel, siger hun. Regeringen havde alligevel sat gang i aflivningen af alle danske mink. Det siger hun torsdag 12. november. Her er de stadig i gang med at slå mink ned. Det sker vel med Mette Frederiksens fulde accept?

»Men…«

... det er vel ulovligt og bevidst?

»... det har været helt klart, at de gerne ville slå de mink ihjel. og det er vi enige med regeringen i. Spørgsmålet er så, hvad de har kendt til det med lovhjemlen. Jeg kan kun gentage, at det må vi få undersøgt mere.«

I weekenden var København fyldt med traktorer. Danske landmænd var kørt til København for at protestere mod den ulovlige aflivning af danske mink og den reelle nedlæggelse af erhvervet.
I weekenden var København fyldt med traktorer. Danske landmænd var kørt til København for at protestere mod den ulovlige aflivning af danske mink og den reelle nedlæggelse af erhvervet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Men regeringen fik jo at vide, at der ikke var lovhjemmel søndag 8. november. Alligevel fortsætter ordren også 12. november i direkte tv om aftenen og mange dage efter?

»Der har regeringen jo stoppet det om tirsdagen?«

Nej. Avlerne er stadig i gang med aflivning.

»Nej, regeringen har ændret det til, at det er en anbefaling tirsdag morgen.«

Der sker det, at statsministeren i 'Go' aften Danmark' taler direkte med minkavler Finn Nielsen fra Store Merløse. Han har slået halvdelen af sine cirka 10.000 mink ihjel på daværende tidspunkt. Han spørger, om han må beholde nogen af sine mink. Det er fire dage efter, at statsministeren har opdaget, at der ikke er lovhjemmel. Statsministeren svarer direkte 'det korte svar er nej' og henviser til sundhedsmyndighedernes redegørelse. Er det rimeligt, at statsministeren gentager sin ordre her?

»Jeg vil ikke ind i alt det der. Jeg kan kun sige, at det skal undersøges mere, og det kommer vi til.«

Ja. Hvorfor skal det undersøges mere? Du synes ikke, at det er klart nok, at her er tale om, at regeringen bevidst fortsætter sin ulovlige handling?

»Det skal undersøges mere, fordi vi er nødt til at finde ud af, hvad der er foregået, og hvad der er blevet sagt, inden man træffer en beslutning om det.«

Ægteparret Hans Jørgen og Anne Stenbek nåede akkurat at aflive deres sidste mink indenfor regeringens frist torsdag d. 20. november. Med hjælp fra fire andre lokale minkavlere aflivede de i alt 9000 dyr.
Ægteparret Hans Jørgen og Anne Stenbek nåede akkurat at aflive deres sidste mink indenfor regeringens frist torsdag d. 20. november. Med hjælp fra fire andre lokale minkavlere aflivede de i alt 9000 dyr. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Jeg talte efterfølgende med flere eksperter i forvaltningsret. Blandt andet professorerne Sten Bønsing og Frederik Waage. Derudover har vi talt med Henrik Rothe, der er projektleder i tænketanken Justitia og tidligere generalsekretær i Det Danske Advokatsamfund. De er ikke i tvivl om, at statsministeren har handlet mod bedre vidende og fortsat udførelsen af den ulovlige handling, selv om regeringen opdagede, at det var ulovligt. Hvorfor mener Radikale Venstre ikke, eksperterne har ret?

»Jeg har ikke set, hvad de eksperter siger. Jeg kan kun gentage det, som jeg har sagt hele tiden. Nemlig at det skal undersøges mere, og det er vi ved at finde ud af, så vi kan sikre at det går ordentligt til. Og nu skal jeg ind i møde igen.«

Må jeg stille et sidste spørgsmål?

»Det kan du lige nå på vej ind her.«

En minister, der bevidst bryder grundloven, skal vel gå af, ikke sandt?

»Jo, og det har Mogens jo så også gjort.«

Men I er ikke sikre på, at statsministeren har brudt grundloven bevidst?

»Vi skal have lavet yderligere undersøgelser, ja.«

Andreas Steenberg retter dog kritik af regeringen for at optræde for magtfuldkomment. Han opfordrer derfor til, at regeringen indkalder flere andre partier til at udarbejde den kommende epidemilov.

B.T. har siden fredag henvendt sig Enhedslisten og SF for at spørge, hvorfor de partier fortsat har tillid til statsministeren. De har ikke ønsket at medvirke.