Den tidligere justitsminister Morten Bødskov langer nu hårdt ud efter den anonyme forfatter til bogen 'Den hemmelige socialdemokrat'.

Den - indtil videre - hemmelige forfatter skriver i forordet til bogen 'Den hemmelige socialdemokrat', der udkom mandag, 'at folk har krav på en fri og uhæmmet skildring af det indre liv på Borgen'.

Men det er kollegaen i Socialdemokraternes folketingsgruppe, Morten Bødskov altså ikke helt enig i.

Mandag aften skriver den forhenværende minister således på Twitter, at der nu ikke kan være tvivl om, hvem den hemmelige socialdemokrat er.

Han opfordrer forfatteren til at stå frem og fortælle, hvorfor personen svigter sine partifæller:

'Ingen i S-gruppen kan være i tvivl om, hvem #denhemsocdem er. Genkendt bitterhed. Stå nu frem. Fortæl hvorfor du svigter partifæller'

Mortens Bødskovs kollega i den socialdemokratiske folketingsgruppe Benny Engelbrecht deler Morten Bødskovs synspunkt:

- Der kan ikke være så meget tvivl om, hvem det er. Og jeg mener også, at personen skal stå frem af egen drift, før det bliver afsløret på anden vis.

Uden at ville nævne navne fortæller Benny Engelbrecht ligesom Morten Bødskov, at der efterhånden er flere socialdemokrater der ved, hvem den hemmelige forfatter er.

- Det kræver ikke verdens længste analyse af bogen at komme frem til den konklusion, som de fleste i den socialdemokratiske folketingsgruppe er kommet frem til.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad personens motiv er, og jeg tror, vi er mange, der gerne vil have svar på hvorfor. Der er ikke noget i den bog, der har en relevans. Den eneste grund til, at bogen bliver interessant, er fordi, den er anonym. Man plejer at sige, at 'far er ikke vred, far er bare skuffet'. Men i det her tilfælde er jeg både vred og skuffet.

Vil du konfrontere den pågældende person?

- Vi har først gruppemøde i næste uge. Og det er mit indtryk, at den pågældende person ikke er til at få fat på lige nu.

Får det her konsekvenser for personen?

- Det kommer an på, hvordan personen reagerer. Det vil være klogt at stå frem og lægge navn til det her. Det er mit bedste råd.