Den lille by Altofonte på den italienske ø Sicilien er blevet rystet af en grufuld og blodig begivenhed, som kunne være taget direkte ud af en gangsterfilm. 

I et lille entreprenørfirma fandt man ikke alene et afskåret blodigt hestehoved, men også en parteret gravid ko, som havde fået den ufødte kalv revet ud af sig og sat ovenpå de blodige rester. 

Det skriver CNN

De slagtede dyr stammede fra et landbrug i umiddelbar nærhed af den adresse, hvor de døde dyr blev fundet. 

Det er uklart, hvorfor entreprenøren skulle trues, men virksomheden har ofte udført byggeopgaver for de lokale kommunale myndigheder, som igen ofte har måttet benægte, at kommunale byggeudbud blev vundet af mafiarelaterede virksomheder. 

Entreprenøren har dog fortalt, at han slet ikke har fået trusler op til hændelsen.

Ifølge CNN er byggebranchen og renovationsbranchen de to brancher, som er mest infiltreret af mafiaen. 

Sicilien har en længere historik med mafiatrusler, hvor netop dræbte dyr bliver brugt til at sende skrækindjagende advarsler til personer, som man ønsker at true. 

Oftest er det dog hunde, og i mindre grad heste og køer, som det er gået ud over. 

Filmen Godfather fra 1972 har en ganske voldsom scene, hvor en person vågner om natten og opdager et afhugget hestehoved i sin ganske blodige seng.