Lars Løkke Rasmussen vil med garanti få skylden, hvis Venstre taber en stribe borgmesterposter i dag, forudser hans tidligere spindoktor Søs Marie Serup.
Lars Løkke Rasmussen vil med garanti få skylden, hvis Venstre taber en stribe borgmesterposter i dag, forudser hans tidligere spindoktor Søs Marie Serup. Foto: Mads Nissen

- Venstre risikerer at miste sit fodfæste på Fyn og på den københavnske vestegn, siger Søs Marie Serup

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har med sit bilagsrod skræmt så mange vælgere væk, at en stor håndfuld V-borgmestre i dag kan miste magten.

Og mindst lige så mange håbefulde Venstre-folk risikerer at måtte se deres drøm om gyldne kæder og store borgmesterkontorer fordufte op i novembers kolde aftenluft.

I kommuner som Helsingør, Fredericia, Lyngby-Taarbæk, Nordfyn og Glostrup står Venstres borgmestre til at miste taburetten.

Lars Løkke Rasmussens tidligere spindoktor Søs Marie Serup, som nu er politisk kommentator for BT, peger på, at mange borgmestre sidder på et yderst skrøbeligt flertal på ét mandat. Der skal med andre ord ikke flyttes mange stemmer, før flertallet skifter og sender dem ud i mørket.

- Venstre risikerer at miste sit fodfæste på den københavnske vestegn, hvor man lige havde fået fat, og på hele Fyn, hvis Langeland og Nordfyn skifter borgmestre, siger hun.

Usikre vælgere

Og i Holstebro, Slagelse, Syddjurs, Næstved, Furesø og på Lolland kan en række højtprofilerede Venstre-folk tabe de sidste afgørende stemmer, hvis usikre borgerlige vælgere beslutter sig for at sætte krydset på den siddende borgmester, selv om han eller hun er socialdemokrat.

De borgerlige proteststemmer kan både ramme den tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs, som stiller op i Holstebro, og den tidligere fødevareminister Henrik Høegh, der prøver lykken i Lolland Kommune.

Læs også: Kommentator: Løkkes nedtur kan udløse lynvalg

Flere steder i landet har V-kandidaterne følt sig nødsaget til at tage kritikken af Løkke i opløbet. Tidligt i valgkampen var de ude at kritisere hans rod med rejsebilagene og de mange rejser på første klasse.

’Møgsag’

Ulla Tørnæs (V) har kaldt det for en ’møgsag for Venstre’ og givet udtryk for, at hun ikke håber, den forringer hendes chancer for at vinde borgmesterposten.

Valget mellem hende og den siddende borgmester H.C. Østerby (S) er ikke kun uhyggelig tæt, men har også udviklet sig til en ægte præsidentvalgkamp, hvor de øvrige partier er blevet helt tværet ud.

En lokal meningsmåling giver S og V 36 pct. af stemmerne hver.

Tag intet for givet

Den politiske kommentator Hans Engell advarer dog mod at tage meningsmålingerne for givet.

- Du kan slet ikke regne med meningsmålingerne. Alt kan ske. Masser af vælgere har ikke gjort deres stilling op, og da langt flere end til folketingsvalgene stemmer personligt i stedet for på et parti, bliver usikkerhedsprocenten større, siger han.

Ulla Tørnæs håber, det går hendes vej.

- Jeg føler, at jeg har et mulehårs forspring, og det er da en god fornemmelse, siger hun.

Andre steder i landet har Venstres kandidater oplevet modvinden ganske tydeligt. Ikke mindst i Køge, hvor Palle Svendsen (V) håber at vælte Marie Stærke (S) fra magten. Han sagde for nylig til TV Lorry, at Løkke-sagen har høvlet tre procent af hans opbakning.

Hvis Venstre i dag får et dårligt valg, kan man være sikker på én ting: Døden skal have en årsag.

- Og Venstre har leveret alle tiders undskyldning. De vil alle pege på Løkke som ham, der har ansvaret, siger Søs Marie Serup.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.