Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, bliver alligevel opstillet i Sjællands Storkreds ved det kommende folketingsvalg.

Det meddeler partiet torsdag, hvor Moderaterne har udsendt en foreløbig kandidatliste.

Lars Løkke Rasmussen meddelte ellers i december 2024, at han skiftede fra Sjællands Storkreds til Østjyllands Storkreds.

»Der er et stort flueben, jeg mangler at sætte i mine 40 år i politik, nemlig at stille op og forsøge at blive valgt i hovedlandet.«

»Det glæder jeg mig til at forsøge ved næste valg, så jeg håber, østjyderne vil tage godt imod mig,« sagde udenrigsministeren dengang.

Nu må østjyderne gå skuffede i stemmeboksen til folketingsvalget, hvis de havde set frem til at sætte deres kryds ved Lars Løkke Rasmussen.

Han bliver altså i Sjællands Storkreds, hvor han har stået på stemmesedlen siden valget i 2015. Først for Venstre, dernæst som løsgænger og siden 2022 for Moderaterne.

Lars Løkke Rasmussens tilbagevenden til Sjællands Storkreds betyder, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) ikke kommer til at blive kandidat i kredsen, som det ellers blev meddelt tilbage i december 2024.

Jakob Engel-Schmidt, som er valgt i Nordsjælland Storkreds, skifter dog stadig storkreds, bare til Københavns Storkreds, meddeler Moderaterne.