Ratko Mladic, generalen der er anklaget for Europas værste folkedrab siden 2. verdenskrig, kan blive frifundet for sine krigsforbrydelser, efter at andre militante øverstbefalende fra borgerkrigen i Jugoslavien er blevet frifundet af krigsforbryderdomstolen i Haag.

Det mener Karsten Fledelius, lektor fra Københavns Universitet og ekspert i retsopgøret efter borgerkrigen.

- Ratko Mladic har været ret god til at fremstå som det forsonende og imødekommende menneske overfor de kæmpende folkeslag. Det har han gjort for at dække sig bagved de grusomheder, han formodentligt har stået bag - og det så succesfuldt, at det kan blive svært at finde en forbindelse mellem de etniske udrensninger og folkedrab, og Ratko Mladic selv, siger Karsten Fledelius.

De grusomheder Ratko Mladic er anklaget for, tæller blandt andet Srebrenica-massakren i 1995 hvor 8.100 bosniske muslimske mænd og drenge blev myrdet af bosnisk-serbiske hær, anført af general og hærchef Ratko Mladic.

Tre øverstbefalende frifundet
 
Grunden til at Karsten Fledelius er usikker på om Ratko Mladic bliver kendt skyldig, er at praksissen i den internationale fyrbryderdomstol tilsyneladende har ændret sig. En af domstolens egne dommere, danskeren Frederik Harhoff, har i en mail til 56 personer udtrykt sin "dybe bekymring" over at domstolen i tre konkrete sager allerede har frifundet de anklagede, fordi det nu kræves, at de øverstbefalende skal have haft direkte forbindelse til forbrydelserne. og den forbindelse er yderst vanskelig at finde i sagen mod Ratko Mladic, siger Karsten Fledelius. 

- Når man rokker ved den øverstkommanderendes ansvar for overholdelse af menneskerettigheder, så er vi inde på en meget farlig glidebane. Før kunne man dømme den øverstbefalende for de forbrydelser begået af de underordnede, men nu skal man forbinde den øverstkommanderende med de forbrydelser og overgreb der er sket. Det gør det vanskeligt at fælde en mand som Mladic.

Hvad vil de betyde, hvis en mand som Mladic bliver frikendt?


Hvis han går fri, og der ikke er grundlag for at dømme ham, så er der adskillige domme, der allerede er blevet fældet, som der kan stilles spørgsmålstegn ved. Det vil undergrave hele domstolens formål og prestige, mener Karsten Fledelius.

Retssagen mod Ratko Mladic har siden 2012 været udskudt på ubestemt tid.