Blinde vil gerne som i Sverige have en afspiller, der kan give dem adgang til at læse flere lydaviser.

København. Som led i medieforliget ønsker blinde og svagsynede, at de får adgang til at læse aviser med en afspiller, som indlæser op til 40 aviser med syntetisk tale.

Det kan gøres inden for en ramme på 10 millioner kroner. Det beløb har regeringen og Dansk Folkeparti afsat til blinde og svagsynede i den forhåndsaftale, som ventes at fjerne licensen og sparer 20 procent af Danmarks Radios budget over fem år.

Det siger Ove Gibskov, der sidder i Dansk Blindesamfunds kulturudvalg.

- Det er noget, alle blinde kan have gavn af. Modsat i dag, hvor man ofte er nødt til at gå på nettet, hvis man skal have sin avis. I Danmark har man adgang til ganske få aviser, siger Ove Gibskov.

I Sverige kan blinde og svagsynede læse 124 svenske aviser. De er indlæst som syntetisk tale i en afspiller, der rummer 40 aviser. Afspilleren er på størrelse med en mobiltelefon.

- Blinde har det samme behov som alle andre for at læse aviser. Nogle vil sige: Hvorfor kan man ikke nøjes med at høre radio? Blinde vil have samme muligheder som alle andre for at kunne sige til og fra, siger Ove Gibskov.

- Hvad kan man få i avisen? Det er ofte meget lange og grundige artikler. Jeg har haft den svenske avis Dagens Nyheter i cirka to måneder. De har skrevet meget om Det Svenske Akademi og Nobelprisen.

Ove Gibskov vidste fra avisen, at Akademiet ikke uddeler Nobelprisen i år.

- Men det helt centrale er, at det er en meget let måde at få adgang til en avis. I Sverige betaler blinde samme pris som enhver anden abonnent, forklarer han.

Blinde vil også gerne have synstolkning. Her forklarer en person, hvad der sker på tv-billedet. DR har kanalen DR Syn, som synstolker DR1, DR1, DR K og DR 3. Derimod er TV2 ikke kommet i gang, oplyser Ove Gibskov.

- Jeg ville da gerne have haft disse muligheder, da jeg i 1978 blev færdig som journalist, siger Ove Gibskov.

Socialdemokratiet vil gerne se på bedre forhold for blinde og svagsynede i medieforliget, siger partiets medieordfører Mogens Jensen.

- Der er forskellige ønsker og krav fra handicaporganisationer. Det er en god idé med en afspiller, der gengiver avisindhold med tale. Det bør være en af de ting, man kan støtte i et medieforlig, mener Mogens Jensen.

/ritzau/