Beslutningen har været nogle måneder undervejs.
Og nu trækker den tidligere 'økonge' på Mors, Hans Ejner Bertelsen (V), sig helt fra politik.
Ifølge Limfjordupdate.dk sker det, fordi at han ikke blev genvalgt som borgmester i Morsø Kommune ved kommunalvalget sidste år.
Det blev 'bare' til en plads som menigt medlem af kommunalbestyrelsen.
»Valgaftenen er nu kommet lidt på afstand, og jeg har sammen med min familie brugt jul og nytår til at vurdere min politiske fremtid,« siger Hans Ejner Bertelsen til mediet:
»Konklusionen er blevet, at jeg forlader kommunalpolitik.«
Det bliver allerede fra 1. februar, at han forlader kommunalbestyrelsen, hvor han samtidig vil lade »nye og yngre kræfter styre Venstre«.
Til den tid vil V-suppleant Lasse Krogh Larsen afløse Hans Ejner Bertelsen i kommunalbestyrelsen.
Sidstnævnte var borgmester på Mors i 12 år frem til sidste års kommunalvalg, og han siger til Limfjordupdate, at han selvfølgelig også har været skuffet over ikke at kunne fortsætte som borgmester.
Socialdemokratiets Jens Dahlgaard er ny borgmester i Morsø Kommune.

