Solen hamrer ned på tagterassen på det fashionable nye arkitekturcenter Blox ved Langebro i København, hvor Liberal Alliance holder pressemøde.

Men tunge politiske skyer hænger over regeringspartiet, der for nylig fejrede 10 års fødselsdag.

For Dansk Folkeparti, der dagen før holdt pressemøde i Sønderborg, vil have LA skubbet ud af regeringen. Og nu advarer LA om, at det kan give magten til Socialdemokraterne i et årti, hvis der ikke er sammenhold i blå blok.

Deter et stort politisk drama. En armlægning mellem Thulesen og Samuelsen som vil fortsætte til efter næste valg.

»Lad os lægge det interne fnidder og fnadder på hylden, folk er dødtrætte af det.  For hvad sker der, hvis vi ikke samarbejder? Så vinder Mette Frederiksen og socialdemokratismen,« lyder advarslen fra partileder Anders Samuelsen.

LA vil simpelthen have en garanti fra DF om at de ikke vil være skyld i, at Danmark ikke får en blå regering hvis der er blåt flertal.

»Vi vil opfordre Dansk Folkeparti til at gå ud og sige, at hvis der er et blåt flertal, så lover de at støtte en borgerlig regering. Ellers gambler vi med det borgerlige Danmark, og risikerer at give magten videre til de røde,« siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Problemet er dette: Lars Løkke Rasmussen vil sandsynligvis foretrække at fortsætte med VLAK-regeringen, hvis der er blåt flertal efter næste valg. Men det vil Thulesen Dahl ikke finde sig i. Han vil fremprovokere en dronningerunde, og kræve af Lars Løkke at han smider LA på porten. Hvis Løkke suger nej til det, er LA bange for, at Thulesen Dahl vil skifte side, og støtte Mette Frederiksen som statsminister.

»Vi frygter, at DF ved at fremprovokere en dronningerunde, vil sætte et spil igang, som de ikke selv kan overskue konsekvensen af, og risikerer at de giver magten til Mette Frederiksen,« siger Simon-Emil Ammitzbøll-Bille til B.T.

»I 1975 ville DFs forgænger Fremskridtspartiet ikke garantere at støtte en borgerlig regering, og det betød at Anker Jørgensen blev statsminister. Det er det, vi risikerer nu. En stemme på Dansk Folkeparti er ikke nødvendigvis en stemme på en borgerlig regering.«

Er det ikke et skræmmebillede, du fremmaner?

»Nej i Deadline på DR2 i aftes viste man Thulesen Dahl fire forskellige scenarier for regeringer. Og han sagde, han ikke vil spille sig nogen kort af hænde.«

Den uro, der er i blå blok har I vel selv været med til at skabe?

»Nej, vi siger »ro på«. Vi synes, DF skal droppe deres ide om dronningerunde.«

Men hvis det er så vigtigt at redde den borgerlige regering, kunne I jo også tilbyde at træde ud og lade DF komme ind?

»Men vi gider ikke gå ind i bogstavlege. I 2011 skulle det være S-SF og i 2015 skulle det være V-DF, men det endte med noget andet. VLAK, det er det, vi kender og det, vi forholder os til,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Dansk Folkeparti er dog ikke klar med nogen garanti.

»Vi støtter Løkke. Det er stjerneklart. Men det er også stjerneklart, at vi ønsker en anden borgerlig regering, hvor LA ikke er med og hvor vi er med. Så hvis han vil have en garanti for, at vi vil søtte en ny VLAK-regering - det kan han ikke få,« siger DFs gruppeformand Peter Skaarup.