Blå vælgere vil have Messerschmidt som statsminister: ‘En kæmpe gave til Mette Frederiksen’
Ny meningsmåling afslører, at blå vælgere foretrækker Morten Messerschmidt som statsminister. Og det er Socialdemokratiet godt tilfredse med, lyder det nu fra Henrik Qvortrup.
Morten Messerschmidt (DF) overhaler Troels Lund Poulsen som de blå vælgeres foretrukne statsministerkandidat. Foto: Mads Claus Rasmussen
Ifølge en ny måling foretrækker vælgere i blå blok Morten Messerschmidt som statsminister – en melding som B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, kalder for »en kæmpe gave til Mette Frederiksen«.
Det gør han i denne uges afsnit af B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp, hvor panelet diskuterer den nye måling, som Epinion har lavet for DR.
Tallene afslører, hvem danskerne foretrækker som statsminister, og her står det klart, at vælgere fra blå blok søger nye veje.
Tidligere statsministerkandidat i blå blok Troels Lund Poulsen (V) kan nemlig se sig slået af DF-formanden, Morten Messerschmidt.
Mens Troels Lund Poulsen møder opbakning fra 18 procent af de blå vælgere, overgås han af Messerschmidt, der lander på 20 procent.
»Det kan måske virke lidt paradoksalt og lidt kontraintuitivt, men det er faktisk en kæmpe gave til Mette Frederiksen,« lyder det fra Qvortrup i podcasten.
»Morten Messerschmidt er populær! Og det er et problem for S, at han trækker stemmer over midten.« Men et større problem er det heller ikke, lyder vurderingen fra Henrik Qvortrup i B.T. Valgkamp. Foto: Maria Asmine Dam
Han fortsætter:
»Hun (Mette Frederiksen, red.) kan ikke ønske sig nogen bedre modstander, nogen bedre at spille bold op ad end Morten Messerschmidt. Det vil hun langt hellere end at have en politiker som Troels Lund Poulsen, som jo trods alt er betragtet som et mere seriøst bud på en statsminister af langt flere,« lyder det fra Qvortrup.
Selvom de nye tal også viser, at DF nu er Folketingets næststørste parti med 12,2 procents opbakning, lyder det fra Qvortrup, at de i Socialdemokratiet er godt tilfredse med den nye måling:
»Det kan være, at DF kan få de der 15-20 procent på en rigtig god dag. Men der er altså 80 procent af danskerne, som slet ikke kan forestille sig Messerschmidt som statsminister,« lyder det fra Qvortrup, der fortsætter:
»Og det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en socialdemokratisk statsminister, der gerne vil fastholde billedet af, at det er mig eller kaos.«
'Han bliver ikke statsminister'
Selvom Morten Messerschmidt slår Troels Lund Poulsen, når man alene kigger på, hvem vælgerne i blå blok foretrækker som statsminister, er Mette Frederiksen - med 22 procent - fortsat danskernes mest foretrukne statsminister blandt alle vælgere.
Herefter følger Morten Messerschmidt og Troels Lund Poulsen, der deler en andenplads med 9 procent hver.
Da panelet vender, om Morten Messerschmidt bliver Danmarks næste statsminister, er der ingen tvivl om, at han kommer til at melde sig som kandidat, hvis fremgangen fortsætter.
»Jeg er helt enig i analysen om, at han kan – og sikkert også vil – erklære sig som statsministerkandidat, men bliver han det? Nej, det gør han ikke,« lyder det klart fra Qvortrup.
Han fortsætter:
»At skulle have Morten Messerschmidt som statsminister byder så mange på Christiansborg imod, at mange helt instinktivt vil vende sig i retningen af, hvem end der er socialdemokratisk statsministerkandidat på det tidspunkt.«
Problem for blå blok
I B.T. Valgkamp lyder det fra Henrik Qvortrup, at det kan give store problemer på den borgerlige fløj, når Morten Messerschmidt formentlig på et tidspunkt – officielt – erklærer sig som leder af blå blok.
» Det, at han overhovedet erklærer sig som en statsministerkandidat, det at han giver den som blå bloks leder i noget, der kunne ligne et totalt egotrip, giver problemer for blå blok,« lyder det fra Qvortrup, der fortsætter:
»De (blå blok, red.) bliver reduceret til et billigt halevedhæng, og det tager autoriteten ud af dem.«
Hør hele analysen i B.T. Valgkamp på B.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.
Nye tal fra Epinion viser, at DF nu er Folketingets næststørste parti og, at de blå vælgere foretrækker Morten Messerschmidt som statsminister! Hvad dét betyder for magtforholdene på Christiansborg, vender vi i dette afsnit, hvor Mette Frederiksens “skamløse” adfærd under hastedebatten om Ceuta og regeringens – tilsyneladende meget upopulære – momsaftale også er på programmet. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.