Venstre overdriver, hvad de har fået presset igennem hos Socialdemokratiet til gengæld for at droppe en advokatvurdering i minksagen.

Det mener en række blå partier.

Det drejer sig om, hvorvidt Venstre har fået hurtigere erstatning til minkavlerne.

Da Jakob Ellemann-Jensen droppede Venstres krav om en advokatvurdering i minksagen, kaldte han det »magtpåliggende,« at »minkavlerne kan få deres erstatning og væsentlig hurtigere, end der er lagt op til.«

Forsinkelser betyder, at en del af avlerne måske først får hele deres erstatning udbetalt, syv år efter minkene blev slået ned.

Men den tidligere fødevareminister Rasmus Prehn (S) siger til B.T., at han »har gjort alt,« hvad han kunne, for at få pengene hurtigere ud til avlerne.

Prehn satte allerede inden valget sit embedsværk i gang med at arbejde på, hvordan tempoet kunne skrues op. Og han kaldte allerede i september forsinkelserne for »uacceptable«.

Det rejser nu spørgsmålet, hvorfor den nye regering mener, at den kan få udbetalt erstatningen hurtigere.

Hos De Konservative er fødevareordfører Per Larsen ikke i tvivl om, at Venstre har overdrevet, hvad de har fået i stedet for en advokatvurdering.

»Venstre har da i allerhøjeste grad oversolgt det her,« siger ordføreren.

Per Larsen kan ikke se, hvad Venstre har fået, som Socialdemokratiet ikke allerede var villige til at give.

»Vi har jo set, at Rasmus Prehn trods alt har sagt, at der skulle sættes skub på det, og at man skulle tilbage på værkstedet. Det var der jo afgivet løfter om, inden Venstre gav køb på deres krav om en advokatvurdering. Så de sparker en åben dør ind.«

I regeringsgrundlaget står der ganske kort: »Regeringen vil i starten af 2023 præsentere en model, der giver minkavlerne deres erstatninger og acontoudbetalinger hurtigere.«

Der står ikke, om den »model« indeholder mere eller andet end det, Rasmus Prehn allerede havde sat i gang inden valget.

Der står heller ikke, hvorvidt pengene vil være udbetalt senest 2024, som Venstre lovede før valget.

Rasmus Prehn ville før valget undersøge, om der kunne ansættes flere sagsbehandlere til at hjælpe minkavlere med at udfylde papirarbejdet i forbindelse med deres ansøgninger.

Hos Nye Borgerlige mener partiformand Pernille Vermund, at Venstre mangler at pege på det, hvis de har fået presset hurtigere erstatning ud af Socialdemokratiet.

»Jeg er da slet ikke i tvivl i om, at de har oversolgt det. Og det har voldsomme konsekvenser, ikke kun for minkavlerne, men også for retssikkerheden,« siger partiformanden.

Pernille Vermund minder om, at Venstre før valget både lovede en advokatvurdering, samt at minkavlerne ville få erstatning senest 2024.

»Venstre sagde før valget, at det var et krav, at det her skulle afsluttes inden for et år. Det sagde de altså inden, de skrottede advokatvurderingen. Så det, de har fået, må altså være bedre end det, de alligevel lovede inden valget,« siger Vermund.

Det samme siger Inger Støjberg, partiformand hos Danmarksdemokraterne:

»Det lugter langt væk af et dobbelt løftebrud fra Venstres side. Før valget lovede man både en advokatvurdering og at minkavlerne ville få udbetalt erstatning i 2024. Men når man læser i regeringsgrundlaget, så står der kun, at man vil præsentere en model i 2023. Og altså ikke, at erstatningerne skal udbetales i 2024, som de ellers lovede,« siger Inger Støjberg.

I DF siger partiformand Morten Messerschmidt, at de vil indkalde den nye fødevareminister, Jacob Jensen (V), til spørgetime om erstatningerne efter nytår:

»Jeg kan ikke se, at der skulle være givet noget konkret, som minkavlerne ikke fik med den tidligere regering. Og når nu det er det, der er en del af begrundelsen for helt at droppe kravet om en advokatvurdering, så må man jo gå ud fra, at det er en relativt håndfast ting, man har fået,« siger Messerschmidt.

»Hvis ikke man kan pege på noget meget håndfast, så er ordet »oversolgt« en underdrivelse,« siger partiformanden.

Hvad vil du så kalde det?

»Jamen, så har de fredet Mette Frederiksen uden at få noget for det.«

Den nye fødevareminister, Venstre-mand Jacob Jensen, stiller på nuværende tidspunkt ikke op til interview om sagen.

Det var da også Jakob Ellemann-Jensen, der udtalte sig om sagen, før ministerrokaden var gjort op.

Venstre er ikke vendt tilbage på B.T's anmodning om interview inden for deadline.