En række af Folketingets partier giver nu udtryk for, at hårde narkotiske stoffer bør afkriminaliseres. Det skriver Avisen Danmark.

Tidligere denne uge fortalte Jon Stephensen – som netop er blevet valgt for Moderaterne – at netop kriminaliseringen af narkotika kaster de ofte udsatte stofafhængige ud i kriminalitet.

Avisen Danmark citerer ham i forbindelse med, at han har besøgt podcasten »Det Blå Hjørne,« hvor han giver udtryk for, at det hverken er værdigt for de stofafhængige eller det danske samfund.

Både Liberal Alliance og Nye Borgerlige er positive overfor at afkriminalisere narkotika. Partierne mener, at kriminaliseringen af stofferne ikke har den ønskede effekt. Nemlig at folk holder sig fra narkotika.

»Hvis det vi laver nu på nogen måde skulle forhindre unge mennesker i at komme i kontakt med narkotika, så virker det ikke,« siger Liberal Alliances retsordfører Steffen Larsen til Radio 4 og fortsætter:

»At vi har det under kontrol ved at afkriminalisere er bedre, end det vi har nu, hvor Børge Brækjern nede på hjørnet skal vurdere, om en 13-årig er gammel nok til at købe kokain. Det tror jeg, Børge Brækjern har nogle dårligere holdninger til, end vi som samfund overordnet set kunne have«, siger han.

Der er dog også modstand mod ideen. De Konservative er modstandere af »enhver form afkriminalisering« siger sundhedsordfører Per Larsen.

Han mener i stedet, at man bør styrke misbrugsbehandlingen i Danmark, som han mener har en relativ dårlig succesrate.