Fra både blå og rød blok lyder en klar opfordring til Sundhedsminister Magnus Heunicke.

Indkald til forhandlinger om en tiårsplan for psykiatrien inden sommerferien.

»Det er jo en katastrofe, at der ikke er sket noget på psykiatriområdet i den her regerings levetid, og at der fortsat ikke sker noget,« siger psykiatri- og sundhedsordfører for Konservative, Per Larsen.

»Vi burde have været i gang for længe siden.«

Også hos Enhedslisten giver de manglende forhandlinger anledning til frustration hos psykiatriordfører Pernille Skipper.

»Jeg har sagt direkte til ministeren, at det at sidde med temamøder om psykiatrien op til sommerferien i stedet for at indkalde til forhandlinger, det er langt ude og åbenlyst en syltning.«

B.T. har de seneste dage kunnet beskrive, hvordan mindst 65 patienter har begået selvmord, mens de har været indlagt i psykiatrien siden 2020.

Tal, der får ordførerne til at kræve handling nu.

»Tallene taler sit tydelige sprog. Der er brug for reelle forhandlinger nu,« siger psykiatriordfører for Venstre, Jane Heitmann.

Hun indkaldte tirsdag sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til samråd på baggrund af de nye tal.

De mange selvmord blandt indlagte psykiatriske patienter har også fået psykiatriordfører for Dansk Folkeparti Jens Henrik Thulesen Dahl til at stille flere spørgsmål til sundhedsministeren.

Også han efterlyser en udmelding fra ministeren om, hvornår forhandlingerne om en plan for psykiatrien begynder.

Pernille Skipper mener, at tallene for selvmord i psykiatrien er et udtryk for årtiers manglende prioritering, underminering og manglende forståelse for psykiske lidelser som sygdom og samfundsproblem.

»Det er frustrerende, enerverende og uacceptabelt. Selvmord kan forhindres og forebygges. Både udenfor og også indenfor i psykiatrien.«

Hun mener, at en af de parametre en selvmordsplan for psykiatrien skal måles på er at nedbringe antallet af selvmord markant.

»Tit betragter man selvmord som noget, der er uundgåeligt. Det er forkert, selvmord kan forebygges i langt hovedparten af tilfældene. Det er noget, man kan komme ud af igen. Ligesom man kan komme på den anden side af psykiske lidelser.«

I et skriftligt svar til B.T. skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at han indkalder partierne til drøftelser den 22. juni som en del af arbejdet med ti-års-planen for psykiatrien, hvor forebyggelse af selvmord er på dagsordenen.

»De tragiske historier om psykiatriske patienters selvmord berører mig dybt. Tallene er med til at understrege alvoren af situationen,« skriver ministeren.