Den rå magtkamp mellem DF-formand Kristian Thulesen Dahl og LA-boss Anders Samuelsen om bogstavlegen i en ny borgerlig regering efter næste valgkamp er højaktuel.

Hvis valget blev afholdt i dag, ville blå blok nemlig vinde en smal sejr med 88 mandater over rød bloks 87 mandater. Det viser en vælgermåling, som YouGov har lavet for B.T. den 6.-8. juli.

Det er første gang siden januar, at blå blok fører i en meningsmåling. Venstre er den helt store vinder med 33 mandater. Det er 3 flere end ved seneste måling.

Rød blok har heller ikke været fri for skænderier det seneste stykke tid, og det kan måske spille ind, mener Venstres fungerende politiske ordfører, Louise Schack Elholm.

»Det er dejligt at se, at vælgerne belønner os for, at vi har nogle fælles mål i blå blok. I rød blok er de jo dybt uenige om, hvem der skal være statsminister, og hvilken udlændingepolitik man skal føre. Det håber jeg, at (tallene, red.) afspejler, og at vi får lov til at arbejde videre,« siger Louise Schack Elholm.

Meningsmålingen er foretaget af YouGov for B.T og bygger på interview med 1.594 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov-panelet 6. til 8. juli 2018. Stikprøven er repræsentativ på køn, alder, geografi, samt stemmeafgivelse ved valget den 18. juni 2015. Den maksimale usikkerhed i undersøgelsen er +/- 2,5% (procentpoint).
Meningsmålingen er foretaget af YouGov for B.T og bygger på interview med 1.594 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov-panelet 6. til 8. juli 2018. Stikprøven er repræsentativ på køn, alder, geografi, samt stemmeafgivelse ved valget den 18. juni 2015. Den maksimale usikkerhed i undersøgelsen er +/- 2,5% (procentpoint).
Vis mere

Venstre er igen det største borgerlige parti

Dansk Folkeparti går et enkelt mandat frem i forhold til den seneste måling, men i forhold til valget i 2015 går de så markant tilbage, at Venstre nu igen kan kalde sig for Danmarks største borgerlige parti. Var der valg i dag, ville Dansk Folkeparti kun få 29 mandater. Det er en tilbagegang på 8 mandater.

Det bringer Venstre i en mere gunstig position i forhold til at skulle sammensætte en kommende regering, men Louise Schack Elholm vil ikke tage stilling til, hvordan den skal se ud, på nuværende tidspunkt.

»Vi er selvfølgelig altid positive over for, at der er nogle gode tal, men intet er afgjort på forhånd, så vi må ikke tage vælgernes støtte for givet. Vi venter med at tage stilling til bogstavlegen til efter et valg. Der er meget, der kan ske, så lad os nu se,« siger Louise Schack Elholm.

Ingen magt uden Nye Borgerlige

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kan sagtens stå og slås i kulissen om, hvem der skal tage ministerposterne efter næste valg, men uden Nye Borgerlige bliver der ingen blå regering. Blå bloks smalle føring på ét mandat falder fuldstændig fra hinanden uden Nye Borgerliges mandater. Var der valg i dag, udgør deres mandater 8 i blå blok. Dermed kan det se ud til, at Lars Løkke skal forholde sig til et trekantsdrama om magten mellem Thulesen Dahl, Samuelsen og Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, der har tre ufravigelige krav til en kommende regering.

»Jeg er egentlig ligeglad med, om det er Lars Løkke Rasmussen, Anders Samuelsen eller Kristian Thulesen Dahl, der sidder for bordenden. Vi har tre ufravigelige krav, der skal indfries for at støtte en regering. Der skal indføres et totalt asylstop, udlændinge skal forsørge sig selv, og kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom. Så må de selv slås internt om, hvem der skal side i ministerbilerne,« siger Pernille Vermund.