Finansminister, Bjarne Corydon (S), sad onsdag ved tasterne for bt.dk og svarede på spørgsmål fra danskerne ovenpå den netop overståede finanslovsforhandling - og spørgsmålene var mange.

Danmark var tirsdag vidne til et mindre chok på den politiske scene, da regeringen ført an af finansminister, Bjarne Corydon, til de flestes store overraskelse vendte Enhedslisten ryggen efter talrige frugtløse forhandlinger om en finanslov og i stedet gav Venstre og de Konservative håndslag.

Derfor var den halve time, som Bjarne Corydon havde alene på chatten med spørgelystne danskere, langt fra nok til at besvare alle spørgsmål. Alligevel formåede han at komme rundt om mange emner såsom samarbejdet med blå blok, manglende svar på Enhedslistens sms'er og mails samt beskyldninger om at være en vatpind.

Nogle af spørgsmålene lød således:

Er det ikke rigtigt, at I hele tiden ville lave den med blå blok, men ventede til efter kommunalvalget for ikke at miste stemmer?

- Nej. Det passer slet ikke. Tværtimod forhandlede vi jo videre med EL i mange dage efter valget og gav dem et virkeligt godt tilbud for få dage siden. Fordi vil helst ville med dem. Men det ville de ikke, svarede Corydon.

Hvorfor reagerede du ikke på sms og brevet fra Enhedslisten. De ville jo gerne lave en aftale?

- Det er desværre rent spin. Deres mails og sms handlede om at de stillede det samme krav som hele tiden. Det skulle bare først gennemføres om et år. Og husk at jeg i går formiddag omhyggeligt sørgede for at fortælle EL at det var nu der skulle laves aftale, at vi var helt klar - og at vi ellers var nødt til at prøve de blå. Blev blankt afvist.

Jeg synes bare du er er vatpind der danser efter Lars Løkkes pibe?

- Sikke noget sludder. Jeg sørger for at få gennemført min egen politik og samarbejder med alle der vil være med om det. Løkke ville gerne lave aftale, men solgte sig uden at få et eneste selvstændigt borgerligt element med i aftalen. Kun fremrykning af ting jeg selv har været med til at lave. God handel.

Hvorfor er der pludselig så meget snak om ældre skal have gode vilkår, de har vel altid haft de vilkår som de har nu, tænker bare, hvorfor var der ikke også afsat en mia. ved sidste finanslov? Er det hele pga. medieopmærksomheden omkring hende den ældre med bleen?

- Nej sådan er det ikke. Men man må vel give EL æren for at have sat de ældre på dagsordenen i år. Ærgerligt at de ikke ville være med til sidst. Mere grundlæggende handler det jo om hvor vi skal hen som land. Vi siger ansvarlig økonomisk politik og råd til lidt bedre velfærd. I år de ældre, næste år noget andet. De borgerlige vil nulvækst. I år vandt vi. Og de ældre.

Du kan læse alle spørgsmål og svar herunder.